MacBook Pro afgiver nikkel
Ny dansk undersøgelse viser, at en MacBook Pro afgiver nikkel. En kvinde har fået nikkeleksem efter brug af den bærbare computer.
En 50-årig kvinde har fået nikkeleksem få uger efter, at hun købte en ny MacBook Pro. En ny dansk undersøgelse viser, at den konkrete bærbare computer afgiver nikkel.
Professor og ekspert i hudallergi ved Videncenter for Allergi, Gentofte Hospital, Jeanne Duus Johansen har været med til at lave undersøgelsen. ”Vi er så sikre, som man kan blive på, at eksemet skyldes den bærbare computer. Kvinden havde ingen symptomer på allergi før, og nikkeleksemet kom efter nogen tids brug af den nye computer,” siger Jeanne Duus Johansen.
Kvinden fik eksem på håndkanten, der hvor hun havde hvilet hånden på computerens tastatur, og test viste, at hun havde nikkelallergi. Hendes symptomer forsvandt, da hun holdt op med at bruge computeren.
Forskerteamet udsatte efterfølgende computeren for en række nikkeltest. De udførte både overfladetest med stoffet dimethylglyoxime og grundige kemiske analyser af overfladens mikrostrukturer på Danmarks Tekniske Universitet. Alle testresultaterne viste, at MacBook Pro’en frigav nikkel.
”Den mængde nikkel, den bærbare computer frigav, ligger inden for det lovlige i EU. De tilladte mængder beskytter de fleste, men ikke alle, så nogle personer vil godt kunne udvikle allergisk eksem,” siger Jeanne Duus Johansen.
”Der kommer hele tiden nye forbrugergenstande til, som vi skal være opmærksomme på i forhold til nikkelallergi. Vi har for nylig set problemer med ansigtseksem efter brug af nikkelafgivende mobiltelefoner. Nu ser vi så problemet opstå fra bærbare computere med metaloverflader,” siger Jeanne Duus Johansen.
Forskerteamet er netop nu ved at undersøge, om der er lignende problemer med nikkelafgivelse fra andre laptops.
Tænk kontaktede torsdag den 18. oktober Apple for at få svar på, hvordan forbrugere, som har købt en Apple-computer, kan være sikre på, at den ikke afgiver nikkel. Og hvad Apple fremover vil gøre for at sikre, at Apple-computere ikke afgiver nikkel.
Apple har imidlertid ikke svaret på Tænks spørgsmål.
Test her om din laptop afgiver nikkel: www.videncenterforallergi.dk/nikkeleksem-foraarsaget-af-computer.html