Maersk: '2012 bliver volatilt og svært'
Fragtraterne over Stillehavet og på ruten mellem Asien og Nordeuropa er steget henholdsvis 28 og 46 pct. siden den 16. december. Dette skyldes ifølge eksperter den mindre højsæson, som industrien er inde i forud for det kinesiske nytår, der falder den 23. januar. Fragtraterne er dog fortsat markant lavere, end de var for blot et år siden, og verdens største containerrederi danske Maersk Line er heller ikke videre optimistisk.
- Selvom vi har set stigninger, så er de nuværende fragtrater på Asien/Europa og Stillehavsruterne ikke bæredygtige. Fakta er, at der blev tilført alt for meget kapacitet på Asien/Europa linjen sidste år, og det vil der også blive i år. Vi forventer, at shippingindustrien i 2012 vil blive volatil og svær, fortæller administrerende direktør for Maersk Line i Nordasien Tim Schmidt til South China Morning Post.