Magten kommer på borgerlige hænder på Færøerne

Udgivet den 13-09-2019  |  kl. 21:04  |  

Færøerne får en borgerlig regering. Den nye regering kommer til at bestå af det konservative parti Folkeflokken, det liberale Sambandspartiet og det kristendemokratiske Midterpartiet.

De tre partier er enige om at pege på den 47-årige Bárður á Steig Nielsen, formand for Sambandspartiet, som lagmand, hvilket svarer til statsminister.

Koalitionen har 17 af Lagtingets 33 mandater bag sig. Lagtinget på Færøerne svarer til Folketinget i Danmark.

Den nye koalition afløser den afgående regering. Den havde lederen for Socialdemokratiet, Aksel V. Johannesen, i spidsen.

Sammen med partierne Republikanerne og Fremskridt har Johannesen siddet på magten de seneste fire år. Men den måtte gå efter valget 31. august, hvor koalitionen tabte to mandater.

Den nye regering på Færøerne offentliggør lørdag formiddag indholdet i koalitionsaftalen.

Det ventes, at der sker ændringer inden for særlig fiskeriområdet. Disse skal afløse en upopulær fiskeriordning, som den afgående koalition indførte.

Præsentationen af det nye regeringsgrundlag sker, inden det nyvalgte Lagting lørdag morgen mødes første gang efter valget.

Her vil Bárður á Steig Nielsen formelt blive valgt som lagmand. Her vil det også stå klart, hvem der skal være formand for Lagtinget.

Ved valget gik den nye regerings partier frem. Folkeflokken gik fra seks til otte mandater. Sambandspartiet fik et ekstra mandat og har nu syv i alt. Midterpartiet beholdt sine to mandater.

Magtskiftet kan ifølge lektor ved Færøernes Universitet Lau Øfjord Blaxekjær især få betydning for områder som skat og fiskeri.

- Under valgkampen og i de seneste år har Folkeflokken fortalt vælgerne, at de vil rulle fiskerireformen tilbage, og de vil give skattelettelser de steder, de kan - særligt til erhvervet, har Lau Øfjord Blaxekjær tidligere sagt.

Turisme har også været et varmt emne i valgkampen. Politikerne har endnu ikke fundet en løsning på, hvordan man skal håndtere de mange turister, der besøger de små øer.

Derfor kan der ifølge lektoren komme konflikter, hvis den nye regering ikke får styr på lovgivningen på det område.

/ritzau/

Redaktion