Mandagens aktier: Defensive aktier klarede sig bedst i tyndt marked

Udgivet den 04-07-2022  |  kl. 17:06  |  
Arkiv: Foto

I et tyndt sommerferiemarked landede de defensive aktier, som mandagens største vindere.

Strejkende piloter sendte mandag SAS i yderligere modvind og Jyske Bank meldte om, at andet kvartal lever op til forventningerne.

- Det er stort set alle sektorer, der har det godt. Specielt de defensive sektorer har det godt alle steder, fremhæver chefhandler Mads Zink fra Danske Bank over for MarketWire mandag eftermiddag.

C25-indekset lå i plus det meste af dagen, men endte med et fald på 0,1 pct. til 1599,39 på en stille dag, hvor amerikanerne holdt lukket som følge af fejringen af uafhængighedsdagen.

Blandt de defensive aktier klarede forsikringsaktierne sig godt med plusser på 1,6 pct. til 161 kr. til Tryg og 1,5 pct. til 371,40 kr. til Topdanmark.

Tryg skyder den danske regnskabssæson for andet kvartal i gang på fredag.

Den ligeledes defensive Novo Nordisk-aktie endte 1,4 pct. højere i 795,80 kr.

Dagen bød på flere store udsving til en række af eliteaktierne her i blandt Netcompany, der faldt 4,2 pct. til 380,60 kr.

Det er i følge Danske Banks chefhandler sket uden selskabsspecifikke nyheder, og han lægger mere vægt på at markedet er meget tyndt, hvor der ikke skal meget til at rykke en kurs.

Alt fokus er ifølge chefhandleren fortsat på inflation og om der ligger en potentiel recession forude.

JYSKE BANKS ANDET KVARTAL BLIVER SOM VENTET

Jyske Bank meddelte mandag, at resultat i andet kvartal af 2022 er i overensstemmelse med forventningerne.

Det sker i forbindelse med at banken oplyser, at den vil annullere tilbagekøbte egne aktier svarende til 6,9 pct. af den udstedte aktiekapital.

Derudover meddeler Jyske Bank, at bankens bestyrelse med virkning fra 1. juli 2022 har frasagt sig en udstedelsesgaranti på udvidelse af aktiekapitalen med op til 1,5 mia. kr., der blev etableret i maj i forbindelse med forhandlingerne om erhvervelse af Handelsbankens danske aktiviteter.

Jyske Bank tabte 0,8 pct. til 344 kr.

Danske Bank blev styrket med 0,1 pct. til 100,45 kr.

Danske Bank fik sænket sit kursmål af norske DNB til 130 kr. fra 145 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".

SAS RAMT AF PILOTSTREJKE

SAS nåede ikke til enighed med selskabets piloter, der mandag middag derfor valgte at gå i strejke.

Det kaster SAS ud i en kæmpe overlevelseskrise, vurderer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.

- Hvis den her strejke varer 14 dage, så har man formentlig tabt halvdelen af de 8 mia. svenske kr., som man havde i kassen. Det er ikke alt sammen tab, men likviditetseffekt. Så begynder SAS meget hurtigt at nærme sig en situation, hvor der ikke er flere penge i kassen, siger Jacob Pedersen.

Strejken vil ramme omkring 50 pct. af alle planlagte flyvninger hos luftfartsselskabet.

SAS-aktien tabte 7,0 pct. til 0,4214 kr.

AMERIKANSK ORDRE TIL BAVARIAN

Bavarian Nordic kunne mandag ride videre på bølgen fra den amerikanske ordre, som vaccineselskabet fredag kunne annoncere. Ordren lyder på 2,5 mio. doser af selskabets Jynneos-vaccine mod abekopper.

Bavarian faldt 0,6 pct. til 241,50 kr.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯