Mandagens aktier: GN tog stikket hjem på let positiv dag - DSV og Mærsk endte i bunden

Udgivet den 18-03-2024  |  kl. 17:05  |  
Arkiv: Foto

Det blev GN, der mandag hev stikket hjem som den bedst præsterende aktie i eliteindekset, C25. Også de grønne aktier, Vestas og Ørsted, endte i toppen.

Blandt sidepapirerne fik Bang & Olufsen den kolde skulder, efter selskabet sent søndag luftede en nedjustering af forventningerne som følge af vanskelige makroøkonomiske kår.

Samlet endte C25 næsten uændret - med et marginalt plus på 0,1 pct. til indeks 1929,24 mandag.

- Det er en stille start på ugen - både herhjemme og i Europa. Regnskabssæsonen er ovre - og det er ikke meget nyt fra selskaberne selv, siger Lars Hytting, der er chef for aktiehandel i Artha Kapitalforvaltning.

- GN trækker overskrifter, efter Danske Bank er kommet med en analyse, hvor kursmålet løftes. Aktien er faldet en del efter regnskabet i februar, hvor forventningerne til 2024 så pæne ud. Så for mig giver det fin mening, at den stiger, siger han.

Lars Hytting påpeger, at markedet generelt venter på rentemeldingen fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, på onsdag:

- Der er ikke ventet en rentesænkning. Det er kommentarerne fra centralbanken, der ses hen imod, siger han.

ROS FRA DANSKE BANK TIL GN

Danske Bank ser stort potentiale i GN-aktien, der - hvis alt flasker sig - kan mere end fordoble kursen de næste 12 måneder.

Det fremgår af en analyse fra Danske Bank, der ser frem mod høreapparatproducentens kapitalmarkedsdag 7. maj.

Kursmålet bliver løftet til 260 kr. fra 240 kr., mens anbefalingen bliver fastholdt på "køb".

Banken noterer dog også, at der ses et såkaldt "blue sky" scenarie - altså det bedst tænkelige udfald - hvor aktien kan ramme 360 kr.

- Hvis GN rammer helt i toppen af sine 2024-forventninger, tror vi, at aktien formentlig kan mere end fordobles inden for 12 måneder, skriver Danske Bank.

GN steg 4,2 pct. til 159,70 kr.

Med i toppen endte også Vestas og Ørsted - begge med plusser på 1,8 pct. - hjulpet på vej af energisektoren i Europa, der var blandt de mest stigende mandag.

Bavarian Nordic og DSV endte i bunden af eliteindekset med fald på 2,1 og 1,9 pct. uden bagvedliggende nyheder. Også Mærsk-aktierne endte i bunden, hvor B-aktien faldt med 1,6 pct. til 8912 kr., hvilket er det laveste niveau siden august 2020.

NOVO FIK LØFTEDE KURSMÅL

Tyske Berenberg har løftet sit kursmål for Novo Nordisk til 900 kr. fra 850 kr. og gentaget den neutrale anbefaling "hold". Og amerikanske Cantor Fitzgerald løftede kursmålet for den amerikanske notering til 160 dollar fra 140 dollar. Det svarer i runde tal til et kursmål på 1096 kr. fra førhen 959 kr. Anbefalingen er fortsat "overvægt".

Novo steg 1,1 pct. til 914,20 kr.

B&O PRESSET AF SVAG ØKONOMISK UDVIKLING I EUROPA OG KINA

Bang & Olufsen (B&O) nedjusterede søndag forventningerne til sit salg i hele regnskabsåret 2023/24 med henvisning til udfordrende makroøkonomiske vilkår på de væsentligste europæiske markeder og på Struer-selskabets største enkeltmarked, det kinesiske.

B&O venter derfor nu en negativ vækst i omsætningen i lokal valuta. Mere specifikt ventes et toplinjevæksten at lande minus 5 til minus 8 pct. Tidligere var der der ventet en fremgang på 0-9 pct.

Aktien droppede med 3,1 pct. til 9,28 kr.kr.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:54 Europa/lukning: Uønsket konkurrence pressede Delivery Hero i positivt marked
17:49 Porsches indtjening ramt af sløjt salg i Kina og opdaterede modeller
17:06 Fredagens obligationer: Luften gik af renteballonen efter inflationstal
17:05 Fredagens aktier: Mærsk sejlede forrest i lettet C25 efter inflationstal
16:29 Novos ugentlige insulin skal vurderes i USA 24. maj
16:01 USA: Michigan-indekset blev revideret ned i endelig opgørelse for april
15:35 USA/åbning: Positive regnskaber tager igen fokus efter fastholdt inflation
15:26 Tesla igen i myndighedernes søgelys: Undersøger tilbagekaldelse af 2 mio. biler
14:45 Lille aktielettelse efter uændret amerikansk kerneinflation
14:44 Valuta: Svækket yen skaber bekymring - dollar holder stand efter inflationstal
14:33 USA: Privatforbruget steg mere end ventet i marts
14:32 USA: Kerneinflation holdt niveau i marts
14:17 Aktivistinvestor øger aktiepost i ombejlede Anglo-American
13:50 USA/tendens: Stærke regnskaber fra Microsoft og Alphabet løfter humøret
13:47 Amerikanske oliekæmper falder i formarkedet efter skuffende regnskaber
13:03 Shape Robotics sikrer sig ordre på 224 mio. kr.
12:32 Coloplast er overbevist om at sårplejeprodukter lever op til nye tilskudskrav i USA
12:26 Boozt-direktør ser solskin forude efter udfordrende start på året
12:18 Europa/aktier: Thyssenkrupp topper grønt marked efter håndsrækning fra milliardær
12:04 Obligationer/middag: Renten siver fortsat inden vigtige amerikanske inflationstal