Mandagens aktier: Novo mistede pusten efter weekendens stærke data

Udgivet den 13-11-2023  |  kl. 17:05  |  
Arkiv: Foto

Det blev en positiv dag på C25-indekset, der dog tabte højde hen ad eftermiddagen sammen med Novo Nordisk-aktien, der mistede pusten efter en lovende start.

Aktien var ellers blevet sendt pænt i vejret fra morgenstunden, efter at selskabet i weekenden havde præsenteret gode data for fedmemidlet Wegovy i forbindelse med hjerte-kar-sygdomme.

I stedet var de øvrige sundhedsaktier som GN, Genmab og Bavarian, der tog spotlyset i toppen.

C25-indesket lukkede med en stigning på 1,1 pct. i 1660,46, men var ved middagstid oppe med 1,6 pct., inden gassen gik af Novo-ballonen. Aktien var sågar kortvarigt i minus kort før lukketid.

- Jeg kan ikke se nogen årsag til, at Novo-aktien handler i minus. Det var stærke data hele vejen rundt, og den burde handle i plus. Men hvis man har ventet på en positiv nyhed, så har nogen måske ventet med at sælge, indtil man har fået den. Om det er det, der sket, er svært at gætte på. Men det var bestemt gode data, siger Mads Zink, der er chefhandler hos Danske Bank, til MarketWire.

Der venter i løbet af ugen flere store begivenheder. Tirsdag lander der dugfriske tal for inflationen og detailsalget i USA, som er vigtige nøgletal forud for den amerikanske centralbanks kommende rentebeslutninger. Derudover bliver der også set frem mod onsdag, når USA's præsident Joe Biden skal mødes med den kinesiske præsident, Xi Jinping.

NOVOS REKORDKURS BLEV FORPURRET

Novo-aktien så længe ud til at have en chance for at sætte endnu en lukkerekord, inden aktien i løbet af eftermiddagen smed størstedelen af sin fremgang.

Dagens indledende plus kom på baggrund af selskabets store hjerte-kar-studie med vægttabsmidlet Wegovy, der viste særdeles robuste hjerte-kar-data fra Select studiet.

Studiet viste overordnet, at Wegovy - der oprindeligt er målrettet mod fedme - reducerer risikoen for alvorlige hjerte-kar-hændelser, det vil sige blodprop, slagtilfælde og hjerte-kar-død med 20 pct.

Aktien lukkede med et beskedent plus på 0,3 pct. i 693,50 kr. efter at have været oppe med over 4 pct. fra start.

GN I TOP EFTER KØBSANBEFALING

GN endte blandt toppen af C25 med en stigning på 3,1 pct. i 139,50 kr.

GN fik efter fredagens gode regnskab løftet anbefalingen til "køb" fra "hold" og kursmålet til 167 kr. fra 150 kr. hos investeringsbanken Carnegie.

Også Genmab og Ambu var med i toppen, og her steg aktierne henholdsvis 4,9 pct. og 4,8 pct. dog uden selskabsspecifikt nyt.

- Der har ikke været noget, der forklarer, hvorfor Genmab ligger oppe. Aktien har i en lang periode haft en negativ trend, men det vendte for et par dage siden. Den var nok kommet for langt ned, og nu er den ved at finde sit niveau igen, vurderer Mads Zink.

PANDORA FIK HØJERE ANBEFALING

Pandora blandede sig med sundhedsaktierne, efter at smykkeselskabet mandag fik en løftet anbefaling og et hævet kursmål hos to finanshuse. Det skete efter Pandoras regnskab i sidste uge, hvor smykkeselskabet opjusterede sine forventninger.

Finanshuset CICC har hævet anbefalingen til "outperform" fra "neutral" og samtidig blev kursmålet løftet til 954 kr. fra 762 kr.

Derudover hævede britiske HSBC sit kursmål til 900 kr. fra 630 kr.

Aktien steg 2,7 pct. til 884,20 kr.

MÆRSK-KONKURRENT BEKRÆFTER SVÆR TID

Mærsk endte blandt dagens få faldende selskaber, efter at verdens tredjestørste containerrederi, CMA CGM, fredag meldte om aftagende fragtpriser og opfordrede industrien til at undgå en priskrig, da nye skibe fra næste år ventes at presse raterne yderligere.

Mærsks B-aktie faldt 0,4 pct. til 9944 kr.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder