Mandagens aktier: Novo og Unibrew blev bundskrabere i rødt C25
En solid øretæve til indekstunge Novo Nordisk var mandag med til at sende det danske eliteindeks i hullet.
Medicinalkæmpen var ramt af et mere surt analytikerkorps, der også var ude med riven efter Unibrew, mens Demant solede sig i et løftet kursmål.
Samlet set lukkede det danske C25-indeks med et fald på 0,6 pct. i 1795,25 efter et tab på 0,1 pct. fredag.
- Danske aktier er nede. Faktisk lidt modsat nogle af tendenserne i Europa, men der er også nogle historier, der påvirker lidt, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire med henvisning til analytikerændringerne for Novo og Unibrew.
I Europa var stemningen anderledes positiv med et plus ved dansk lukketid på 0,7 pct. for det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks. Her var stemningen båret oppe af solide stigninger til mikrochipselskaberne, der blev løftet på øget AI-optimisme.
NOVO RAMT AF SÆNKEDE KURSMÅL EFTER CAGRISEMA-SKUFFELSE
Novo Nordisk tabte 3,0 pct. til 618,30 kr. efter at have fået sænket sit kursmål hos både Berenberg og Jefferies.
Hos Berenberg er det sat ned til 725 kr. fra 975 kr., men anbefalingen "hold" bliver gentaget. Jefferies har sat sit Novo-kursmål ned til 515 kr. fra 575 kr. med en uændret anbefaling på "underperform".
De ændrede kursmål kom i kølvandet af de skuffende data, som Novo præsenterede for fedmemidlet Cagrisema før jul.
Netop reducerede forventninger til topsalget for Cagrisema er baggrunden for det sænkede kursmål hos Jefferies.
UNIBREW SÆNKET AF BARCLAYS
Danmarks næststørste bryggeri, Royal Unibrew, lukkede med et fald på 2,5 pct. til 496,20 kr. i bunden af eliteindekset, efter at Barclays sænkede sin anbefaling for aktien til "ligevægt" fra "overvægt" og kursmålet til 653 kr. fra 694 kr.
Det britiske finanshus Barclays ser negativt på amerikanske Pepsicos fortsatte konsolidering af tappenetværket.
Barclays vurderer ifølge Bloomberg News, at Royal Unibrew vil stå dårligere end den danske rival Carlsberg, hvis Pepsi gennemfører en ny konsolidering af tappenetværket.
DEMANT FÅR SAT KURSMÅLET ENDNU HØJERE OP
Demant var godt kørende med en stigning på 2,7 pct. til 269,80 kr., efter at storbanken Morgan Stanley hævede sit kursmål for høreapparataktien til 360 kr. fra 325 kr., mens den positive anbefaling "overvægt" bliver gentaget.
Det skyldes blandt andet, at Morgan Stanleys estimater for driftsresultatet før renter og skat (EBIT) er 4 pct. over konsensus.
Modsat har Morgan Stanley skåret sit kursmål for konkurrenten GN til 165 kr. mod tidligere 190 kr. Her gentages den neutrale anbefaling "ligevægt".
GN-aktien endte 0,7 pct. højere i 136,10 kr.
Coloplast fik desuden sænket kursmålet hos Nordea til 720 kr. fra 750 kr., mens anbefalingen fortsat er "sælg".
Coloplast faldt 1,0 pct. til 780,60 kr.
Uden selskabsspecifikt nyt hang de grønne aktier også i bremsen med fald på 2,0 pct. til 341,60 kr. for Ørsted og på 1,6 pct. til 104,55 kr. for Vestas.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Close❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›