Mandagens aviser med Unibrew, DFDS og Orderyoyo

Udgivet den 20-06-2022  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

TRODS STRID MODVIND SATSER LAGKAGEHUSET PÅ VÆKST I USA

En orkan, corona og forkert strategi har kostet Lagkagehuset et stort millionbeløb i USA. Ejerkredsen overvejede at droppe markedet, men planlægger i stedet at åbne op til syv nye butikker. (Forside, side 4-5)

KAPITALFOND OVERTAGER DANSK MEDICINKÆMPE FRA 1909

Erhvervsinvest laver sit første opkøb i 2022 og køber alle aktierne i den store medicingrossist Tjellesen Max Jenne. (Side 10)

DANSK JUST EAT-RIVAL KØBER KONKURRENT OG GÅR TIL ANGREB

Det børsnoterede softwareselskab Orderyoyo, der henvender sig til takeawaybranchen, har i løbet af få år sikret sig en omsætning på over 100 mio. kr., men nu sætter selskabet tempoet op. (Side 10)

FIRE BUD PÅ AKTIEMARKEDET NÆSTE ÅR

Selv om den værste rentemodvind sandsynligvis er overstået, er der fortsat risiko for store kurssmæk. Det er vurderingen fra erfarne chefstrateger. (Side 14)

FONDE UNDER PRES: FORDOBLER PRIS FOR AT SLIPPE UD

Danske Invest og Sydinvest hæver nu også priserne for at komme ud af obligationsfonde midt under markedsuro. (Side 16)

BERLINGSKE BUSINESS

FINANSURO UDLØSER ØKONOMISK ØRETÆVE TIL PENSIONISTER

De styrtdykkende aktier og stigende renter har kostet danske pensionsopsparere mindst 400 mia. kr. i år, viser en opgørelse fra FPension. Værst ramt er dem, der har sparet pension op på markedsrenteordninger. Flere end 200.000 pensionister kan se frem til lavere udbetalinger næste år. (Forside, side 4-5)

RENTEHOP GIVER BANKER MILLIARDGEVINST PÅ PRIVATES NEGATIVE RENTER

De seneste måneders store stigning i de korte markedsrenter betyder, at bankerne nu har en betydelig indtægt ved privatkundernes indlån. Det viser en ny analyse fra Dansk Erhverv. Finans Danmark afviser konklusionen. (Side 8)

RUSLAND SKRUER OP FOR ENERGIKONFLIKTEN

Russiske Gazprom har på få dage skåret gasleverancerne til Tyskland markant. Det er sket med en mystisk forklaring, som dog afvises af europæiske lande. Gasmarkedet styrer mod de højeste prisstigninger på kort tid siden invasionen af Ukraine, og den helt store gaskrise rykker et skridt nærmere. (Side 9)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

REGERINGEN KLAR MED NY AFTALE OM AT NEDBRINGE BORGERNES OFFENTLIGE GÆLD

Et politisk flertal har indgået en aftale, der skal nedbringe borgernes løbske gæld til det offentlige i form af skatterestancer, bøder og underholdsbidrag. Samtidig halveres rentetilskrivningen på gælden. (Forside, side 4)

RD OPGIVER AT ÅBNE NYT 5 PCT.-LÅN PÅ FORHÅND EFTER STORE KURSFALD

Kursmassakren på boligobligationer er nu så voldsom, at Realkredit Danmark har besluttet at opgive 5 pct. lånet med evig afdragsfrihed på forhånd. Kursen bliver så lav, at det ikke er attraktivt. (Side 8)

ROYAL UNIBREW KØBER COCKTAILPRODUCENT

Landets næststørste bryggeri har udtrykt enorm tiltro til færdigblandede cocktails. I sidste uge førte den til et opkøb af Nohrlund. (Side 8)

PENGENE FOSSER UD AF DANSK SVINEPRODUKTION

Svinekødspriserne står bomstille, mens omkostningerne hos de danske svineproducenter fortsætter med at stige. På mange bedrifter kan situationen blive kritisk i løbet af sommermånederne. (Side 10)

VERDENS SIKRESTE KRYPTOVALUTA KAN RYSTE HELE FINANSMARKEDET

Hvis nedsmeltningen når ud i kryptomarkedets sikreste hjørner, stablecoins, kan det skabe problemer for resten af finansmarkedet, advarer eksperter. (Side 12-13)

DFDS ANER LYS I HORISONTEN EFTER SVÆRE ÅR

Mens andre logistikvirksomheder har tjent ekstraordinært godt siden coronaens ankomst, har det for DFDS's vedkommende vejet tungere, at man har tabt indtægter fra passagertrafikken. Men nu er passagerne ved at vende tilbage. (Side 14-15)

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Seneste nyheder