Mandagens obligationer: Græsk håb gav rentestigning
Den toneangivende danske rente steg mandag, da der kom yderligere lys i horisonten for det gældsplagede og problemramte Grækenland. Så gjorde det markedet mindre, at de amerikanske politikere ikke er kommet nærmere en aftale, og at indkøbschefernes indeks for november skuffede markant.
I Danmark steg den toneangivende, 10-årige rente med 4 basispoint til 1,10 pct., men samme udvikling var at finde i Tyskland. Den øgede risikoappetit, der sender penge fra sikre Nordeuropa til det mere givtige Sydeuropa, startede allerede fredag, hvor den tyske Bundestag godkendte landets deltagelse i redningspakken til Grækenland.
Mandag indledte Grækenland så det vigtige obligationstilbagekøbsprogram, der spiller en afgørende faktor for, at landets gæld i forhold til BNP kommer ned på et mere fornuftigt niveau i 2020. Under planen vil Grækenland tilbagekøbe egne obligationer med rabat og betale med korte papirer udstedt af den europæiske redningsfond EFSF.
- Det er helt sikkert en positiv udvikling for Grækenland. Jeg tror ikke markedet har ændret holdning til, at den græske gældssituation i sidste ende vil vise sig uholdbar, men dette her er et tegn på, at alt vil blive gjort for at holde landet i euroen, sagde seniorøkonom hos Rabobank Elwin de Groot til Bloomberg News.
Annonceringen af planen medførte et voldsomt fald i renten på græske 10-årige obligationer på ikke mindre end 143 basispoint til 14,41 pct. I Italien og Spanien faldt obligationerne med tilsvarende løbetider med 5 og 7 basispoint til henholdsvis 4,44 og 5,22 pct.
Så gjorde det mindre for risikoappetitten, at det amerikanske indeks over tilstanden hos indkøbscheferne i fremstillingsindustrien, ISM Manufacturing, skuffede med et fald til 49,5 i november mod ventet 51,4.
- Dermed gik USA lidt imod de ellers svagt stigende tendenser fra både euroområdets og Kinas PMI-opgørelse. Det er dermed tydeligt at der stadig kun er tale om en relativ skrøbelig økonomisk fremgang, hvor fremstillingssektoren har mistet en del af den styrke, der ellers var med til at holde økonomien oven vande igennem en lang periode efter den store recession i 2008/2009, skrev Handelsbankens cheføkonom Jes Asmussen i en kommentar til tallene.
Det var dog ventet, at de kunne skuffe, da Orkanen Sandy ramte USA i slutningen af november og skabte store skader og forstyrrelser.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1187
- næste ›