Mandagens obligationer: Renten fortsatte op efter stærk jobrapport og før inflationstal

Udgivet den 13-01-2025  |  kl. 17:01  |  

Renterne steg mandag, hvor handlerne dermed samlede tråden op fra før weekenden.

Her blev renterne sendt op af en overraskende stærk jobrapport fra USA, hvor der blev skabt markant flere job i december end ventet. Det har fået investorerne til kun at vente en enkelt rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank i år, som først ventes at ske til oktober. For godt en måned siden var forventningen fire rentenedsættelser i år.

Det har betydet højere renter, og mandag endte renten på den ledende tiårige statsobligation således i 2,29 pct., der er 3 basispoint højere end fredag. Her steg renten 4 basispoint.

Næste indikation for tilstanden i den amerikanske økonomi finder sted onsdag, hvor der er lander dugfriske forbrugerpriser.

- Ugens klart vigtigste nøgletal bliver onsdagens inflationstal fra USA. Investorerne har gennem de sidste par måneder fået meget fokus på inflationsudviklingen igen, da inflationen igen har vist sig at være sejlivet. Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har også selv indstillet sigtekornet på inflationstallene igen, og inflationsudviklingen har været altafgørende for, at centralbanken har trukket i land i forhold til, hvor meget længere renten skal ned, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom hos Sydbank, i en kommentar.

Foruden inflationsrapporten byder ugen også på tal for det amerikanske detailsalg torsdag.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯