Mandagens obligationer: Renten vuggede sig roligt til lille plus
Det var forholdsvist roligt på det danske obligationsmarked mandag. Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation steg først og faldt siden. Men slutfacit blev en rente på 2,23 pct., som var 1 basispoint højere end niveauet fredag eftermiddag.
En stigning i de danske forbrugerpriser på 1,1 pct. i juli indledte dagen mod en inflation på 1,8 pct. i juni.
Der var dog tale om en teknisk afmatning snarere end et generelt udtryk for en aftagende inflation, forklarer flere økonomer. Derfor bør man også vente, at inflationen vil tage til igen i fremtiden.
- Faldet i inflationen skyldes langt overvejende teknik og kan tilskrives, at sidste års midlertidige suspension af elafgiften nu ikke længere påvirker inflationstallene, skriver cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv i en kommentar.
- Ser vi fremad, så forventer vi, at inflationen igen vil begynde at stige moderat til et niveau omkring 3 pct. ved årets udgang, tilføjer han og peger på høje lønstigninger som årsag.
Resten af ugen byder på en stime af vigtige nøgletal. Tirsdag venter blandt andet nyt om tilliden hos de tyske finansielle aktører målt på ZEW-indekset samt nyt om producentpriserne i USA.
Onsdag er der også inflation på programmet, når der fra USA offentliggøres ugens højdepunkt i form af forbrugerprisindekset for juli.
Torsdag kan handlerne få et indblik i forbrugslysten hos de amerikanske forbrugere, når juliopgørelsen over detailsalget offentliggøres.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Close❯