Markedet nedtoner håb om tidlige rentesænkninger

Udgivet den 27-11-2023  |  kl. 06:34  |  

Stærke nøgletal og nogle høgeagtige udtalelser fra direktører i flere centralbanker fik i sidste uge fået investorerne til at skrue ned for satsningerne på tidlige rentelempelser næste år.

Sandsynligheden for, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, vil indlede en kommende lempelsescyklus med en første rentenedsættelse til maj næste år er nu ifølge handelen med rentefutures faldet til 51 pct. fra en top på 86 pct. i sidste uge.

På samme måde er sandsynligheden for en rentesænkning til april fra ECB's side faldet til 59 pct. fra 87 pct.

- Det ville være en fejl at lempe vores pengepolitik for tidligt, sagde Joachim Nagel, der er chef for den tyske Bundesbank og medlem af styrerådet i ECB, i sidste uge.

- Forhastede lempelser vil bringe inflationens rettidige tilbagevenden til vores mål på 2,0 pct. i fare, lød vurderingen også.

En tilsvarende høgeagtig tone er også for nyligt blevet slået an af Gabriel Makhlouf, som er chef for centralbanken i Irland. "Gabs" Makhlouf ville nemlig ikke udelukke en forhøjelse mere.

- Udsvingene i markedets forventninger til fremtidige rentesatser er i overensstemmelse med vores opfattelse af, at markedets stemning omkring timingen og tempoet for rentenedskæringer vil fortsætte med at svinge. Men vi mener, at et vendepunkt for centralbankernes pengepolitik er nær, lyder det i en kommenrat fra UBS.

Den schweiziske investeringsbank fremhæver derfor kvalitetsobligationer som en god investering. Især som et alternativ til store kontantbeholdninger.

- Opmærksomheden er gradvist skiftet over til tempoet i rentenedsættelserne, hvilket gør det til et godt tidspunkt at sikre sig attraktive rentesatser, da både afkast og de rentesatser, der tilbydes på bankindskud, ser ud til at falde gennem 2024.

.\\˙ MarketWire

Redaktion

Tags:  macro❯  Bonds❯  Eurozonen❯  USA❯