Markedsoversigt: Positiv lukning på svingende dag

Udgivet den 19-06-2012  |  kl. 17:34  |  

Der var store kapitalbevægelser på de finansielle markeder tirsdag med tilhørende forskydninger i de europæiske renter samt op- og nedture til aktierne, der herhjemme dog holdt sig i plus hele dagen. Samlet blev resultatet stigende obligationsrenter i Tyskland og Danmark, mens de tilsvarende renter faldt i Spanien og Italien, og aktierne lukkede ugens anden dag med et pænt plus.

- Det er makroøkonomien og de politiske begivenheder, der styrer det. Skrækscenariet indtraf ikke i weekendens græske valg, men Grækenland er ikke kilden til det, der foregår nu. Det er Spanien med afsæt i den spanske banksektor, siger analysechef Bjørn Schwarz fra Sydbank, til Ritzau Finans.

Renten på den toneangivende tiårige, danske statsobligation lukkede tirsdag 11 basispoint højere end mandag i 1,33 pct. Det var 10 basispoint højere end åbningsniveauet.

Der var dog store udsving i markedet, og mens en spanske auktion over korte papirer fik investorerne til at skrue ned for panikken og sende de tiårige statspapirrenter 13 basispoint ned til 6,95 pct., steg de tilsvarende tyske renter med 12 basispoint, hvilket smittede af i Danmark.

En spansk auktion over nye obligationer med 12-18 måneders løbetid viste midt på dagen næsten en fordobling af renterne i forhold til for en måned siden og afspejlede dermed den alvorlige situationen i Spanien. Auktionen blev dog fuldtegnet, hvilket fik investorerne til at sende renten på den tiårige statsobligation ned trods en auktionsrente på 5,1 pct. mod 3,0 pct. ved en tilsvarende auktion for en måned siden.

Det usikre investeringsklima viste sig også på de hjemlige breddegrader. Danmarks Nationalbank offentliggjorde auktionsresultatet over toneangivende to- og tiårige statspapirer for et samlet beløb på 4,625 mia. kr., og her blev de to-årige papirer afregnet til kurs 105 - svarende til en effektiv rente på minus 0,08 pct.

Dermed er det for første gang lykkedes den danske stat at bortauktionere toårige obligationer til negativ rente. På obligationsmarkedet er de toårige danske statspapirer dog blevet handlet til negative renter de seneste fire børsdage samt i perioden fra den 30. maj til den 6. juni.

På aktiemarkedet fulgte de danske papirer som så ofte før de europæiske markeder slavisk. Markedsdeltagerne havde blikket rettet stift mod udviklingen i Europas gældskrise og især regeringsdannelsen i Grækenland samt den højst volatile renteudvikling i Spanien.

- Aktiemarkedet er ret positivt til trods for, at tal fra Tyskland viste en større tilbagegang end ventet i Zew-indekset, siger aktieanalysechef Bjørn Schwarz fra Sydbank til Ritzau Finans.

Netop de tyske finansielle aktører var noget mere pessimistiske i forhold til den økonomiske udvikling i Tyskland de kommende seks måneder, end økonomer havde forudset. ZEW-indeksets forventningsdel for juni faldt til minus 16,9 fra plus 10,8 måneden før, hvor økonomerne havde ventet et fald til plus 2,3.

Alligevel lukkede C20-indekset tirsdag 1,6 pct. højere i 439,89.

Forsikringsselskabet Tryg havde investorernes opmærksomhed i forbindelse med kapitalmarkedsdagen i London. Selskabet annoncerede fra morgenstunden nye finansielle mål frem mod 2015, og her ventes omkostningsprocenten reduceret til under 15 pct.

- Tryg har samlet set givet nogle positive meldinger fra sin kapitalmarkedsdag. Selskabet gør det, som andre virksomheder også gør - optimerer omkostningsstrukturen, går værdikæden igennem og optimerer på indkøbsprocesser, siger Bjørn Schwarz.

Allerede fra tredje kvartal næste år ventes en combined ratio på 90 eller lavere. Til sammenligning havde Tryg i 2011 en combined ratio på 93,5. Investorerne belønnede aktien med en stigning på 2,2 pct til 333 kr.

Vestas var dagens højdespringer i C20 med en stigning på 4,2 pct. til 30,60 kr. uden nævneværdige selskabsspecifikke nyheder. Også TDC var med på vognen med en stigning på 2,1 pct. til 38,95 kr. Teleaktierne har de seneste dage haft kronede dage på de internationale aktiebørser, og senest har Bank of New York Mellon meldt sig som storaktionær i TDC.

Novozymes topchef, Steen Riisgaard, har i et interview med Wall Street Journal fastslået, at kun en katastrofe i Europa kan forhindre, at den danske enzym- og bioteknologiske koncern når sine omsætningsforventninger til 2012 om en vækst på 4-8 pct. Novozymes-aktien steg 1,9 pct. til 164,20 kr.

I bunden af C20 lå NKT med et fald på 1,7 pct. til 186 kr. Aktien har været under pres i den seneste tid og er faldet 31 pct. over de tre måneder. Det er for meget, mener analytikerne i Danske Bank.

- Vi ser den seneste svage aktieudvikling som overgjort på mellemlang og især lang sigt, lød det fra Danske Bank i en kommentar.

Chr. Hansen blandede sig i bunden af indekset med et fald på 0,4 pct. til 159,90 kr. Chr. Hansens storkunde Danone har sænket forventningerne til indtjeningen med henvisning til en kombination af stigende råvarepriser og en kraftigere end ventet forværring af efterspørgslen i Sydeuropa, herunder i særdeleshed på det spanske marked.

Medicinalbranchen tog et vigtigt stik hjem i USAs højesteret i tvisten om overarbejdsbetaling til salgsrepræsentanter. En lang række af verdens store medicinalselskaber - blandt andet Novo Nordisk - er blevet mødt med millionkrav fra nogle af deres amerikanske sælgere om efterbetaling af overtid. Men højesteretsdommen - der stammer fra en sag med britiske GlaxoSmithKline - afgør imidlertid, at salgsrepræsentanterne er undtaget en føderal lov om løn og arbejdstid. Dommen kan, ifølge sektorens egne brancheforeninger, spare industrien for milliarder af dollar. Novo Nordisk steg 1,5 pct. til 825 kr.

Fra USA viste regnskabet fra pakketransportfirmaet Fedex en svagere udvikling end ventet. Alligevel lukkede DSV med en stigning på 2 pct. i 114,10 kr., mens A.P. Møller - Mærsk B sluttede 2 pct. højere i 38.000 kr

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

11:08 Aktier/BofA: Europæisk marked har haft største kapitalstrømning i over et år denne uge
11:04 Eurozonens inflation bekræftet i endelig opgørelse
09:28 Danske Bank dropper salgsanbefaling af Zealand Pharma og siger nu "hold"
09:13 Aktier/åbning: Bavarian og Mærsk topper og sender C25 op for niende dag i streg
09:08 Mærsk tager endnu en uge med gevaldigt hop i vigtigt rateindeks
08:49 Obligationer/åbning: Renterne kravler opad fra start efter amerikansk vending
08:38 Cartier-ejer slog salgsforventninger - ny direktør skal drive fremtidig vækst
08:26 Aktier/tendens: Rockwool og Bavarian i fokus - vinderstime kan blive brudt
08:15 Danske Bank skruer op for TCM's kursmål efter "bedre end ventet start" på året
07:53 De kinesiske myndigheder giver boligkøbere en hjælpende hånd
07:34 Råvarer: Oliepriserne stiger på grund af tegn på stigende efterspørgsel
07:27 Obligationer/tendens: Inflationsdata under lup - renterne ses stige lidt fra start
07:19 ABG siger nu "køb" til Rockwool efter regnskab
06:45 JPMorgan hæver Rockwools kursmål og kommer lige over den aktuelle aktiekurs
06:41 Asien: Wall Street-fald trækker asiatiske aktier med ned
06:35 Asiatiske rederier ligger blandet fredag med plusser i Japan
06:35 ISS får kursmålet sat op af Jefferies med 14 pct.
06:34 USA frygter stigning i mpox - med ny farlig variant i Afrika
06:34 Kinas industriproduktion viser positive takter men detailsalget skuffer lidt i april
06:32 Valuta: Dollar står til største ugentlige svækkelse i flere måneder