M&E Biotech frygter ikke Rigels teknologipatent i USA

Udgivet den 01-03-2001  |  kl. 12:47  |  

København--1. marts--NetPosten--Udstedelsen af et amerikansk patent til det amerikansk-baserede selskab Rigel vil ikke have væsentlig indvirkning på M&E Biotechs mulighed for at beskytte hele eller dele af CellScreen teknologien i USA, vurderer M&E Biotech.

I december 2000 meddelte Rigel, Inc., at det havde fået tildelt amerikansk patent på en teknologi, der i mange henseender er identisk med M&E Biotechs patenterede CellScreen teknologi. Dette ændrer ikke M&E Biotechs mulighed for at få tildelt patent i USA. M&E Biotech forventer, at alle eller en række af dets patentkrav vedrørende CellScreen teknologien vil blive godkendt som patentberettigede af de amerikanske patentmyndigheder, og at dette vil kunne fremkalde en såkaldt interference sag i forhold til Rigels nyligt udstedte patent i USA.

M&E Biotech indsendte sin første patentansøgning ca. 8 måneder før Rigels første ansøgning. I Europa er det altid den part, der har indsendt den første patentansøgning, som kan få tildelt patent på en opfindelse. I USA er der dog ifølge patentlovgivningen en teoretisk mulighed for, at Rigel kan beholde patentrettigheden på visse dele af CellScreen teknologien udelukkende i USA. For at opnå dette skal Rigel bevise, at deres teknologi var opfundet før datoen for M&E Biotechs indsendelse af sin første patentansøgning i USA. Det er M&E Biotechs opfattelse, at det vil blive svært for Rigel at bevise dette.

Udgivet af: NPinvestordk