Medicinal/undersøgelse: Forskning og udvikling er i krise

Udgivet den 11-10-2013  |  kl. 12:50  |  

De store medicinalvirksomheders forsknings- og udviklingsafdelinger er i krise. Selv om der investeres i forskning og udvikling som aldrig før, kommer der stadigt færre nye lægemidler på markedet. Samtidig risikerer medicinalvirksomhederne at blive drænet for talent.

En undersøgelse fra ledelsesrådgivningsfirmaet Heidrick & Struggles viser, at tre ud af fem ledere i de store medicinalselskabers forsknings- og udviklingsafdelinger er interesseret i at bevæge sig helt væk fra laboratorierne for i stedet at varetage en kommerciel opgave for deres virksomhed.

Heidrick & Struggles undersøgelse baserer sig på 150 ledende medarbejdere fra forsknings- og udviklingsafdelinger i sammenlagt 31 medicinalselskaber. Hovedparten af medarbejderne er ansat i medicinalvirksomheder med en markedsværdi på over 10 mia. dollar.

- Når så mange ledere vil væk fra forskningen, er det udtryk for en problemstilling, der skal tages seriøst. Ifølge undersøgelsen finder R&D-cheferne ikke, at deres personlige udvikling og karriere får tilstrækkeligt fokus, og derfor vil de videre. Der er altså brug for at opdyrke og udvikle flere talenter for at lukke hullerne, så forskningen kan fastholde momentum til gavn for virksomhederne og de syge borgere, siger Lars Rønn, der er partner i Heidrick & Struggles i en pressemeddelelse.

Han peger på, at dagens ledere i medicinalvirksomhedernes forsknings- og udviklingsafdelinger skal have opdateret deres kompetencer. Samtidig skal talentudviklingen styrkes, og der skal tilføres lederkompetencer udefra. En anden pointe er, at forsknings- og udviklingsafdelingen skal arbejde tættere sammen med sælgerne for at sikre, at forsknings- og udviklingsarbejdet i højere grad målrettes, hvad markedet efterspørger.

Særligt to medarbejderprofiler vil pynte i forsknings- og udviklingsafdelingerne. Det drejer sig om forskere, der jager nye lægemidler, men også læger med indsigt myndighedernes tilskudssystemer, så virksomhederne allerede fra det mellemste kliniske udviklingsstadie, fase 2, kan designe de rette udviklingsprogrammer for lægemiddelkandidaterne.

En undersøgelse fra den amerikanske brancheforening, PhRMA, viser med al tydelighed, at medicinalvirksomhederne har stadigt sværere ved ramme plet. Foreningens medlemmer har fra 1996 til 2010 mere end fordoblet investeringerne i forskning og udvikling til omtrent 50 mia. dollar fra mindre end 20 mia. dollar. Alligevel slipper langt færre lægemidler gennem nåleøjet hos den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA.

Hvor over 50 lægemidler blev godkendt af FDA i 1996 var tallet i 2010 faldet til 12. Skærpede myndighedskrav til udviklingen af lægemidler og øgede krav fra betalerne, herunder sygekasser og myndigheder, har medvirket til, at omkostningerne til at udvikle et færdigt lægemiddel er vokset mærkbart til i størrelsesordenen 1 mia. dollar.

Sideløbende skønner industrien selv, at lægemidler med en samlet årlig omsætning på 133 mia. dollar rammes af patentudløb og kopikonkurrence over de kommende seks år.

For forsknings- og udviklingscheferne er hverdagens største hurdler ifølge undersøgelsen fra Heidrick & Struggles at administrere og koordinere den del af forsknings- og udviklingsarbejdet, der er lagt uden for huset. Desuden nævnes en lang række restriktioner i forhold til, hvorledes lederne allokerer deres forsknings og udviklingspenge. En tredje udfordring er at motivere medarbejderne til at nytænke.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

11:04 Topdanmark-direktør ser mange gode muligheder sammen med IF Forsikring
10:38 Topdanmark-chef om vækst: Drevet af priser men også af bedre salg og kundefastholdelse
10:09 Tesla får negativ anbefaling hos UBS: Markedets AI-optimisme vurderes overdreven og utidig
09:14 Aktier/åbning: Mærsk slår bak efter ratefald - Topdanmark uden stor ståhej
09:11 Containerrateindeks falder efter 13 uger i plus
08:50 Obligationer/åbning: Mindre renterekyl inden nyt om producentpriserne i USA
08:47 Topdanmark sænker prognosen for forsikringsdriften: Stigende og dyrere skader trækker ned
08:39 Tryg sænkes til "hold" hos Jyske Bank efter "kedeligt, men godt" regnskab
08:37 Aktier/tendens: Topdanmark regnskab blandt dagens fokuspunkter
07:51 Norsk finanskoncerns overskud bugnede mere end ventet i andet kvartal
07:50 Ambu får løftet kursmålet af ABG efter opjustering
07:48 Råvarer: Oliepriserne stiger på faldende inflation i USA
07:15 Ericsson overrasker positivt i andet kvartal: Advarer om udfordrende miljø
06:53 Obligationer/tendens: Mindre renterekyl i sigte fra start
06:45 Asien: Stærkt blandede markeder med tæv til Tokyo og teknologi
06:40 Mærsks asiatiske konkurrenter viser negativ kursudvikling fredag
06:34 Novo/Berenberg: Kursmål sat op med 8 pct.
06:34 Novo Nordisk: Semaglutid viser reduktion af risikoen for demens i stort studie
06:34 Kina: Overraskende høj eksport katalyserer det største handelsoverskud siden 1990
06:32 Asien: Stærkt blandede markeder med tæv til teknologi