Medie: It-udfordringer bag Mærsks droppede bud på DB Schenker

Udgivet den 03-07-2024  |  kl. 10:45  |  

A.P. Møller-Mærsks beslutning om at droppe buddet på tyske DB Schenker skyldes bekymringer for it-integrationen.

Det erfarer det tyske medie Handelsblatt ifølge Shippingwatch.

- Handelsblatt erfarede fra forhandlingskredse, at den nødvendige integration af it - en af de vigtigste komponenter i at drive forretning i speditionsbranchen - havde vakt betydelig bekymring. Mærsk frygtede, at man ville blive overvældet af denne opgave, skriver avisen med henvisning til anonyme kilder.

Mærsk trak sig mandag fra budkampen om logistikselskabet DB Schenker. I en meddelelse har Mærsk-topchef Vincent Clerc ifølge Shippingwatch forklaret, at der var "områder med udfordringer fra et integrationsperspektiv", der lå til grund for det droppede bud.

Logistikgiganten arbejder i forvejen på at integrere sine it-systemer i forbindelse med det nye partnerskab med tyske Hapag-Lloyd.

Tilbage i kampen om DB Schenker er danske DSV, saudiarabiske Bahri samt et konsortium bestående af kapitalfonden CVC og de statslige investeringsfonde ADIA og GIC.

DSV fremhæves af Handelsblatt for sin erfaring med integration af store selskaber "og specielt deres it", skriver Shippingwatch.

Link til originalartikel: https://watchmedier.dk/nyheder/opkoeb/article17251399.ece

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder