Mere kraft til Pharmexas bestyrelse

Udgivet den 12-09-2006  |  kl. 09:59  |  

Pharmexa supplerer bestyrelsen med to stærke nye medlemmer. Karen Lykke Sørensen, administrerende direktør i Sanofi-Aventis í Danmark, og Ole Steen Andersen, koncerndirektør og CFO i Danfoss, vil - under forudsætning af at blive valgt på næste generalforsamling i Pharmexa – indtræde i Pharmexas bestyrelse.

Det fremgår af en pressemeddelelse tirsdag.

- Karen Lykke Sørensen og Ole Steen Andersen supplerer vores i forvejen stærke bestyrelse på det forretningsmæssige område. Karen styrker især vores bestyrelse med sine uomtvistelige kompetencer indenfor international ledelse, salg og markedsføring. Pharmexa vil i de kommende år blive stadig mere orienteret mod markedet, og her har Karen meget at bidrage med, siger Jakob Schmidt, adm. direktør i Pharmexa og fortsætter:

- Oles meget stærke baggrund fra industrien, med fokus på generel ledelse, økonomi og forretningsudvikling, repræsenterer præcis de tilgangsvinkler, vi får behov for, når vi tager de næste skridt i Pharmexas udvikling.

Udgivet af: NPinvestordk