MT Højgaard opfører Grønlands største butikscenter
Efter flere års projektudvikling er startskuddet gået til opførelsen af Grønlands største butiks- og kontorbyggeri. MT Højgaard skal i de næste knapt to år opføre sammenlagt 25.000 etagemeter til et overdækket butikscenter med tilhørende kontortårn.
Kontortårnet skal til sin tid huse det grønlandske selvstyres administration, og der etableres i den forbindelse en tunnel mellem centret og den gamle administration, som ligger lige ved siden af. Dermed kan medarbejdere og politikere gå tørskoet mellem de to bygninger.
Den anden store aktør i centret bliver Pisiffik, der er Grønlands største privatejede virksomhed og et datterselskab af Dagrofa A/S i Danmark. Pisiffik indretter supermarked og tøjbutikker i centret og flytter sin administration dertil. De øvrige købere og lejere er blandt andre Matas, Iglo Sport, Baby Sam og Legeland. Desuden indrettes der reception i centret i forbindelse med selvstyrets kontortårn.
Centret kommer til at bestå af fuld kælder på 6000 kvm og en butiksdel på 12.000 kvm i to etager. Ovenpå opføres et otte etager højt tårn med ca. 7000 kvm til kontorer, så byggeriet bliver sammenlagt ti etager højt. Centret opføres i beton og stål og med facader af aluminiumspaneler. Det er MT Højgaard selv, der har udviklet projektet og konstruktionerne. Centret er tegnet af KHR Arkitekter, mens Rambøll står for projekteringen af samtlige installationer.
Sprængningsarbejderne i klippegrunden til fuld kælder og fundamenter begynder i starten af september, og 1. maj 2012 skal Nuuk Center stå færdig til indflytning. Butiks- og kontorbyggeriet skal i øvrigt ligge lige ved siden af kulturhuset Katuaq, som MT Højgaard leverede råhuset til i 1995.