MT Højgaard/CEO: Har gennemgået forretningen med tættekam
Den netop annoncerede nedjustering af forventningerne til 2012- og 2013-resultaterne for MT Højgaard kommer efter, at koncernen har gennemgået hele forretningen med en tættekam siden restruktureringen i november. Det siger selskabets direktør, Torben Biilmann, til Ritzau Finans.
- Vi har gennemgået hver eneste af vores ordrer, vores verserende juridiske tvister og afsluttede sager med service- og garantiforpligtelser, og så har der været nogle revurderinger. Både nogle, der skulle opjusteres, men desværre flere, der skulle nedjusteres. Og så har vi meldt ud i forhold til det, siger han.
Ifølge Torben Biilmann udspringer nedjusteringen af en tredelt plan, som den nye ledelse med Torben Biilmann i spidsen har arbejdet på siden november. Hele projektporteføljen har været gennemgået med en tættekam for at vurdere, om den bogførte værdi har været realistisk. Og det er noget af et projekt, siger direktøren.
- Vi har holdt det hele op mod den opdaterede viden, vi har nu i forhold til, da projekterne blev startet. Og så har vi været inde og nedregulere nogle af projekterne i den sammenhæng, siger han til Ritzau Finans.
Ud over oprydningen i den aktuelle ordreportefølje har MT Højgaard også gennemgået en række af sine gennemførte ordrer fra de sidste år, da koncernen typisk har service- og garantiforpligtelser i årene efter færdiggørelsen af et konkret projekt.
- Vi har kigget på afviklede sager og de hensættelser, der har været der. Der er sat omkostninger af til nogle af sagerne, og der har vi så hensat noget mere på nogle forskellige, afviklede ordrer, for at det afspejler et mere realistisk niveau, siger Torben Biilmann til Ritzau Finans.
Sidste trin i planen for den nye ledelse i MT Højgaard har været at få afgjort en række løbende, juridiske tvister. Torben Biilmann vil ikke kommentere på enkeltsager, men siger dog, at det hovedsageligt er inden for offshore-projekter - hvilket dækker over vindmøllefundamenter - at koncernen har haft en række juridiske tvister kørende.
- Der har vi så været inde og se, om vi kunne få dem afgjort med et forlig, simpelthen for at undgå, at de trækker ud i flere år. Senest har vi fået over 100 mio. kr. i et forlig, og vi arbejder hårdt på at få afgjort nogle flere af dem - netop for at undgå, at de bliver ved, siger direktøren til Ritzau Finans.
MT Højgaard har i forbindelse med nedjusteringen fået tilsagn om en kapitalindsprøjtning på 300 mio. kr. fra storaktionærerne Højgaard Holding og Monberg & Thorsen, der ejer henholdsvis 46 og 54 pct. af aktiekapital og som har kigget med undervejs i processen.
- Jeg vil ikke sige, at de er lykkelige over det, men der er fuld opbakning fra vores ejere, og vi har fået det, vi har bedt om til at udjævne det. Og det gør, at der er balance i vores nøgletal, siger Torben Biilmann til Ritzau Finans og siger om den samlede saneringsrunde:
- Det er sådan noget, der skal gøres, når man gerne vil skabe et realistisk billede af, hvordan vi ser på verdenssituationen. Og det er det, vi har gjort her.
/ritzau/FINANS
Morten A. Rasmussen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk