MT Højgaard/CEO: Tilfreds med kvartalet - andet kvartal bliver bedre

Udgivet den 12-05-2021  |  kl. 10:50  |  
Arkiv: Foto

Der er tilfredshed at spore hos den administrerende direktør såvel som hos finansdirektøren i MT Højgaard, efter at entreprenøren har aflagt regnskab for første kvartal. Og andet kvartal bliver bedre, lyder det.

- Vi er tilfredse med kvartalet. Det lever op til vores forventninger resultatmæssigt, og vi har haft en god ordreindgang, som vi også er meget tilfredse med, lyder det fra administrerende direktør Morten Hansen.

Driftsresultatet for hele koncernen endte i første kvartal på 19,8 mio. kr. mod 2,7 mio. kr. i samme kvartal sidste år. Ordrebeholdningen udgjorde 8399 mio. kr. mod 6459 mio. kr. året forinden.

Og fremgangen ventes at forsætte ind i næste kvartal, supplerer finansdirektør Martin Solberg.

- Andet kvartal bliver også godt, kan vi allerede sige nu. Allerede nu ved vi, at andet kvartal de facto bliver bedre end første. Generelt ser vi et højt aktivitetsniveau på alt, hvad vi byder på, siger Martin Solberg.

OPMÆRKSOMME PÅ PRISSTIGNINGER

Det forgangne kvartal har dog også budt på gevaldige prisstigninger på byggematerialer, og det er noget, som MT Højgaard er meget opmærksomme på fremadrettet.

- Vi kommer til at mærke til det, men noget af det, der afbøder effekten, er, at vi har nogle relativt lange leveranceaftaler hos vores grossister og leverandører. Ved siden af det har vi indeksregulering på mange af vores projekter. Det er med til at kompensere for effekten, Morten Hansen.

Hvorvidt kunderne for alvor kommer til at mærke de stige materialepriser afhænger i høj grad af, hvor længe det fortsætter, fortæller den administrerende direktør.

- Det ved vi jo ikke på nuværende tidspunkt. Men det er klart, at hvis det er på den lange bane, så vil det aflejre sig i prisniveauet på byggeriet generelt, og det vil bygherren komme til at mærke til, siger Morten Hansen.

Derfor er det også noget, der fylder hos MT Højgaards kunder.

- Vi har haft dialog med vores kunder, og jeg synes generelt, at det er en konstruktiv dialog omkring udfordringen. Men med vores samarbejdsprojekter og rammeaftaler har der været en løbende dialog omkring prissætning, og det giver også noget robusthed for os, at bygherren er med til at tage risikoen, lyder det videre fra Morten Hansen.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder