Obligationer/tendens: Lavere renter i sigte oven på Trumps toldtrusler
Donald Trumps seneste toldtrusler ventes fredag at sætte dagsordenen på finansmarkederne og medvirke til rentefald, når det danske obligationsmarked åbner.
Den amerikanske præsident varslede torsdag eftermiddag på sit sociale medie Truth Social, at han vil indføre told på mexicanske og canadiske varer som planlagt den 4. marts og ikke som tidligere meddelt i april. En sats på 25 pct. har tidligere været nævnt.
Også Kina vil blive pålagt yderligere 10 pct. straftold samme dag, lød det fra præsidenten.
Og efter en del betænkningstid har toldtruslerne fået kursfaldene på aktiemarkederne til at rulle, mens investorerne i stedet er søgt tilflugt i amerikanske statsobligationer, der anses for, at være en relativt sikker investering, når der hersker usikkerhed.
Tolden kan desuden hæmme den økonomiske vækst, men kan også føre til tiltagende inflation for de amerikanske forbrugere, og også sende priserne op i andre lande, hvis de svarer igen med told over for amerikanske varer.
STORT RENTEFALD
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation ligger fredag morgen i 4,22 pct. på børsen i Tokyo.
Niveauet er 7 basispoint lavere end ved dansk børslukketid torsdag, og det vil formentlig smitte af på åbningen i København, vurderer Kim Blindbæk, seniorøkonom i Sydbank.
- Vi vurderer, at det danske obligationsmarked åbner med rentefald i kølvandet på udviklingen i rentemarkedet i USA. Dagens vigtigste nøgletal er den amerikanske PCE-inflation for januar. Skulle PCE-inflationen stige betydeligt, kan det få renterne til at stige, forudser Kim Blindbæk i bankens morgenkommentar.
PCE-inflationen, der dækker over de priser, forbrugerne betaler, men indeholder færre varer end forbrugerprisindekset, er den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsmål.
Centralbankens spidser kigger i den forbindelse særligt på kerneinflationen, der fraregner fødevare- og energipriser. Her venter økonomer en prisstigningstakt på 2,6 pct. på årsbasis i januar mod 2,8 pct. i december, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.
Der kommer fredag også danske arbejdsløshedstal samt nyt om forbrugerpriserne i Frankrig, Italien og Tyskland. Økonomer venter en uændret inflation i Tyskland på 2,3 pct. i februar.
Fra USA offentliggøres også aktivitetsindeks fra Chicago-regionen og nyt om udviklingen i privatforbruget.
Herhjemme sluttede renten på den toneangivende tiårige statsobligation torsdag 1 basispoint lavere i 2,16 pct.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›