Nedturen for kinesiske aktier fortsætter - flere forhold trækker ned

Udgivet den 18-01-2024  |  kl. 07:09  |  

De kinesiske aktier fortsætter ned torsdag oven på de skuffende økonomiske nøgletal, der blev offentliggjort onsdag.

Mange elementer presser i øjeblikket markedet.

- Dystre vækstudsigter, en hårdt presset bygge- og ejendomssektor, store problemer i den uregulerede kinesiske banksektor (shadow banking) og stigende tvivl om, hvor store finans- og pengepolitiske lempelser, der er udsigt til, skriver Nordea i en morgenkommentar.

Det brede kinesiske aktieindeks CSI300 faldt onsdag 2,2 pct., og torsdag dykker det yderligere 1,3 pct. De seneste 52 uger er det faldet 22,8 pct. - og 2024 er foreløbigt skudt i gang med et fald på 7,2 pct.

- De udenlandske investorer har i stor stil forlad de kinesiske aktiemarkeder det seneste år, hvilket har været medvirkende til at presse de kinesiske aktier yderligere, skriver Nordea.

I Hongkong er der torsdag kommet prop i faldet i Hang Seng-indekset, som onsdag dykkede 3,7 pct., men torsdag stiger 0,1 pct. Det seneste år er indekset nu faldet i underkanten af 30 pct.

Udviklingen for kinesiske aktier står i skærende kontrast til de amerikanske aktier. Det brede amerikanske S&P 500-indeks er det seneste år steget 20,6 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Kina❯