Neurosearch: Fedme-data præsenteres i morgen

Udgivet den 15-05-2008  |  kl. 13:45  |  

I morgen vil Arne Astrup, leder af Institut for Human Ernæring, Københavns Universitet, Det Biovidenskabelige Fakultet, præsentere data, som viser, at tesofensine er en potentiel effektiv og sikker behandling af overvægt/fedme samt muligvis type 2 diabetes. Data vil blive præsenteret på den 16. europæiske fedmekongres (ECO 2008), der afholdes fra den 14. - 17. maj i Geneve, Schweiz, ved en mundtlig præsentation.

Det fremgår af en pressemeddelelse torsdag.

Resultaterne for effekt og sikkerhed med tesofensine for vægttab i overvægtige personer viste at det placebokorrigerede vægttab efter behandling med 0,5 mg tesofensine var mere end det dobbelte af det vægttab, der kan opnås med allerede godkendte lægemidler, primært i form af fedt (8 ud af 11 kg). Tesofensine resulterede i en gennemsnitlig reduktion af livvidden på 10 cm sammenlignet med et gennemsnitligt tab på 2 cm i placebogruppen.

Yderligere førte behandling med tesofensine til en vigtig forbedring af glukosemetabolismen samt en reduktion i insulinresistensen, hvilket indikerer, at tesofensine muligvis også kan behandle overvægtige patienter med type 2 diabetes.

Bivirkningerne var generelt milde og forbigående.

Neurosearch påpeger at tesofensine muligvis vil være mere effektiv og have samme eller bedre risikoprofil end godkendte lægemidler, og stoffet berettiger til fase III studier.

/fps

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder