Nilfisk overtager Contractor, en førende serviceudbyder i England
Nasdaq Copenhagen
Nikolaj Plads 6
1007 København K
2. juni 2015
Meddelelse nr. 14
Nilfisk overtager Contractor, en førende serviceudbyder i England
Nilfisk har indgået og gennemført en aftale om overtagelse af Floor Cleaning Machines Ltd. også kendt som Contractor®, der er en førende udbyder af reparation og vedligehold af rengøringsmaskiner i England. Partnerne har indgået aftale om ikke at offentliggøre købesummen.
Contractor har kontor i Manchester og servicerer primært rengøringsselskaber og detailkunder i hele England. Selskabet er blandt markedslederne, en position der er skabt på baggrund af en unik forretningsmodel og servicekoncept. I 2014 realiserede Contractor en omsætning på GBP 5,3 mio. (ca. DKK 55 mio.), hvoraf mere end GBP 4,5 mio. (ca. DKK 47 mio.) var relateret til serviceforretningen. Selskabet har ca. 40 medarbejdere og vil under daglig ledelse af dets to grundlæggere indgå som en særskilt enhed i Nilfisk.
NKT’s koncerndirektør og CFO Michael Hedegaard Lyng om opkøbet:
- Vi søger konstant muligheder for at udvikle vores forretningsområder for at øge værdiskabelsen i NKT. Opkøbet af Contractor er derfor helt i tråd med vores vækstambitioner for Nilfisk.
Nilfisks CEO Jonas Persson om opkøbet:
- Opkøb er et vigtigt element i den vækststrategi, som vi præsenterede for nylig med det klare sigte at spille en aktiv rolle i konsolideringen af industrien for rengøringsmaskiner. Contractor kompletterer og styrker Nilfisks serviceforretning i England, som er et af vores kernemarkeder. Vi er glade for at den nuværende ledelse fortsat vil drive selskabet under vores ejerskab og dermed sikre Contractors omdømme som en troværdig samarbejdspartner, der konstant søger at forbedre serviceniveauet og driften.
Overtagelsen påvirker ikke NKTs forventninger til 2015 om en konsolideret organisk vækst på op til 3% og en forbedret EBITDA-margin (std. metalpriser) på op til 1%-point i forhold til 9,6% realiseret i 2014.
Kontakt | ||
Michael Hedegaard Lyng Koncerndirektør og CFO Tlf: +45 4348 2000 |
Lasse Snejbjerg VP Group Development and External Relations Tlf: +45 2913 6607 |
Vedhæftede filer:
Nilfisk overtager Contractor_14.pdf