NKT-CEO om afdæmpet ordrekvartal: Vi er selektive og har begrænset ekstrakapacitet

Udgivet den 16-08-2024  |  kl. 09:57  |  
Arkiv: Foto

Kabelkoncernen NKT har igennem længere tid imponeret på ordresiden, hvilket kulminerede med en rekordstor ordrebog inden for højspændingskabler på 11,5 mia. euro ved udgangen af første kvartal.

Et mere stille kvartal på ordresiden har dog siden reduceret ordrebogen marginalt til 11,3 mia. euro, hvilket fortsat er et imponerende højt tal for kabelkoncernen, som er i færd med at gennemføre omfattende investeringer for at få øget produktionskapaciteten over de kommende år.

Netop kapaciteten sætter nogle begrænsninger for, hvad NKT kan byde ind på, og ifølge selskabets administrerende direktør, Claes Westerlind, har ordreudviklingen i andet kvartal været meget som forventet.

- Hvis man ser på det i absolutte termer, så var det ikke et imponerende kvartal på ordresiden. Men hvis man ser det i forhold til vores forventninger, så var det meget som forventet, siger Claes Westerlind i et interview med MarketWire.

Indtil videre er der i år i det adresserbare marked for højspændingskabler blevet tildelt ordrer for over 13 mia. euro, hvoraf NKT har fået tildelt et projekt til 1,3 mia. euro.

- Det virker måske ikke af meget, men så skal man huske på, at vi fik tildelt mere end 7 mia. euro sidste år, og vi har en hidtil uset ordrebeholdning, hvilket også betyder, at vi ikke har ret meget kapacitet til faktisk at få nye ordrer.

- Derfor er vi også selektive i, hvad vi forfølger. Så ordreindgangen har været i overensstemmelse med vores forventninger, fastslår Claes Westerlind.

Udover at der er mange ordrer, hvor NKT på grund af manglende ekstra produktionskapacitet ikke kan byde ind, så noterer topchefen også, at der også kun har været en beskeden mængde ordrer i andet kvartal.

MINDRE KAPACITET TILDELT I ANDET KVARTAL

Af de nævnte over 13 mia. euro, der er estimeret tildelt i første halvår, blev de 9 mia. euro allerede tildelt i første kvartal.

- Dertil kommer, at en stor del af de mere end 13 mia. euro, der er blevet tildelt i år, er ordrer, der blev booket som slot-reservationer sidste år. Så de blev enten vundet eller tabt sidste år ud fra et konkurrencemæssigt perspektiv, fortæller Claes Westerlind.

NKT har en uændret forventning om, at det adresserbare marked for højspændingskabler gennemsnitligt vil være på mere end 10 mia. euro mellem 2024 og 2030.

- Når vi ser på balancen mellem udbud og efterspørgsel, er den også fortsat positiv i de kommende år, mens den bevæger sig mod en mere afbalanceret situation mod slutningen af årtiet, vurderer NKT-chefen.

TRE TYPER AF AKTIVITETER I ØJEBLIKKE

I forhold til ordremulighederne den kommende tid nævner han tre typer af aktiviteter.

- Der er nogle rammeaftaler som dem, vi så sidste år. Der er mange forskellige typer af dem, nogle med faste forpligtelser og andre uden faste forpligtelser. Der er en lille håndfuld netoperatører i Europa, som arbejder aktivt med det og sender det i udbud i øjeblikket.

- Det er én type aktivitet, og om det bliver til faste ordrer i år eller ej må vi vente og se, siger Claes Westerlind.

En anden type er det, som han kalder for spotprojekter, det vil sige individuelle projekter, hvor en kunde skal bruge kabler til en specifik forbindelse - det kan være på et havmølleprojekt eller til en interconnector-kabelforbindelse.

- Der er også et par af dem, hvor nogle måske kan blive tildelt i år, men det er også svært at forudsige timingen for det kvartal fra kvartal. Endelig er der også Contract for Difference-auktionen i Storbritannien, som er en stor begivenhed, hvor projekter byder ind for at modtage tilskud.

- Det er noget, der er i gang i øjeblikket, og som forventes at blive afsluttet her efter sommeren, siger Claes Westerlind.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

08:45 Obligationer/åbning: Lille rentefald inden nøgletal på stribe
08:28 Aktier/tendens: Let positiv start i sigte med Novo som joker
08:25 Stigende håb i Kina om økonomisk redningsplanke efter lavere rente
08:20 HSBC ramt af seksdobling af misligholdte erhvervsejendomslån i Hongkong
07:27 Coloplast skal forsøge at komme sig oven på formands storudsalg i sidste uge
07:12 Råvarer: Oliepriserne starter ugen med en stigning efter øgede spændinger i Mellemøsten
07:08 Obligationer/tendens: Stille åbning i sigte inden stribevis af nøgletal
06:46 Jefferies indleder dækning af FLS med en købsanbefaling
06:43 Asien: Positive strømninger fortsætter på japansk lukkedag
06:35 USA's toppolitikere laver aftale og undgår nedlukning før valget
06:35 Goldman Sachs ser S&P 500 passere indeks 6000 inden årets udgang
06:32 Asien: Positive strømninger fortsætter på japansk lukkedag
06:32 Valuta: Bitcoin svajer i ellers stagneret valutamarked under japansk fravær
06:32 USA/T-bond: Lange renter steg igen på let negativ fredag
06:32 USA/lukning: Fedex blev banket i bund efter kæmpe skuffelse - Dow Jones holdt rekordkursen
06:30 Kalender med link - mandag den 23. september
17:52 Europa/lukning: Bilsektoren fik skrammer efter nedjustering fra Mercedes-Benz
17:16 Chemometec byder på belgisk selskab: Har tre uger til gennemsyn og endelig beslutning
17:08 Fredagens obligationer: Ugen bød på rentehop trods stor rentenedsættelse i USA
17:07 Fredagens aktier: Novo trynet oven på lunkne vægttabsdata - NNIT nævnt som opkøbsmål