NKT: Ledelse og medarbejdere udnytter tegnings- og købsoptioner
Ledelse og medarbejdere i NKT Holding A/S og NKT Research & Innovation A/S har - via differenceafregning - udnyttet tegnings- og købsoptioner udstedt i 2001 og 2002. Det fremgår af en børsmeddelelse mandag.
NKT Holding har i 2001 og 2002 udstedt tegnings- og købsoptioner til bestyrelse, direktion og medarbejdere i NKT Holding og NKT Research & Innovation.
Optionerne kunne i år udnyttes til køb eller tegning af aktier i selskabet indenfor en periode af 6 uger efter offentliggørelsen af NKTs årsrapport for 2004.
Under hensyntagen til koncernens kapitalstruktur og strategi besluttede bestyrelsen - som alternativ til køb eller tegning af aktier - at tilbyde differenceafregning. Optionsindehaverne har således fået tilbudt at modtage et vederlag svarende til forskellen mellem optionernes udnyttelseskurs og markedskursen for selskabets aktier mod samtidig at afstå fra at udnytte de pågældende optioner.
Udnyttelseskursen for optionerne efter regulering for tidligere års ekstraordinære udbytter er fastsat til henholdsvis kurs 186 for optioner udstedt i 2001 og kurs 111 for optioner udstedt i 2002. Markedskursen for NKTs aktie blev fastlagt til kurs 190,90 svarende til den gennemsnitlige børskurs (alle handler kl. 17) i perioden 9. - 22. marts 2005 med fradrag af 5 kurspoint svarende til det ordinære udbytte pr. aktie for regnskabsåret 2004.
Der er på denne baggrund foretaget differenceafregning svarende til i alt 5.750 stk. tegningsoptioner og 6.875 stk. købsoptioner udstedt i 2001 samt 141.500 stk. tegningsoptioner og 9.375 stk. købsoptioner udstedt i 2002.
Der er således i marts måned blevet udbetalt i alt kr. 782.750 til medlemmer af bestyrelsen, kr. 5.992.500 til medlemmer af direktionen og kr. 5.341.525 til øvrige medarbejdere. Herudover har en optionshaver valgt at benytte sin tegningsoption udstedt i 2002 til køb af 2000 stk. aktier, som selskabet har afviklet med egne aktier.
For god ordens skyld skal vi pointere, at der ikke fremover pr. automatik vil blive tilbudt differenceafregning ved udnyttelse af tegnings- eller købsoptioner. Dette vil bero på bestyrelsens beslutning fra gang til gang.
NKT Holdings vedtægter vil blive tilpasset som følge af bortfald af ovennævnte tegningsoptioner.