NKT-topchef ser ventet lavere omsætning fra højspændingskabler blive kompenseret i 2025

Kabelkoncernen NKT venter overordnet set tæt på uændrede finansielle resultater i 2025 sammenlignet med sidste år, men det dækker over nogle underliggende dynamikker i selskabets forretninger, der trækker i hver sin retning.
Midtpunktet for NKT's udmeldte prognosespænd er en omsætning i 2025 på 2,45 mia. euro og et operationelt driftsresultat, EBITDA, på 355 mio. euro.
I 2024 endte omsætningen til sammenligning på 2,49 mia. euro, mens der blev skabt et operationelt driftsresultat på 344 mio. euro.
- Hvis man tager midtpunkterne på vores forventningsintervaller vil man opdage, at vi vil have en ret stabil udvikling fra 2024 til 2025, men der vil være nogle underliggende dynamikker, siger NKT's administrerende direktør, Claes Westerlind i et interview med MarketWire efter regnskabet for 2024.
Han peger på, at omsætningen i Solutions, som er koncernens største forretning og omfatter højspændingskabler, vil være påvirket af mindre "subcontracted" omsætning - altså mindre underleverandøromsætning - sammenlignet med et højt niveau i 2024.
- Solutions-forretningen vil have et konstant antal maskintimer, så vores evne til at generere organisk omsætning vil forblive flad. Men vi vil opleve en negativ påvirkning på grund af mindre underleverandøromfang (sub-contractor scope) i et af vores meget store projekter.
- Det vil til dels blive kompenseret af et lidt anderledes mix i 2025 plus nogle andre optimeringer, men samlet set for Solutions vil det betyde, at vi kan komme lidt ned på omsætningen på det forretningsområde i år, forklarer Claes Westerlind.
I forretningsområdet Applications, som fokuserer på lav- og mellemspændingskabler, vil nogle af de gennemførte investeringer omvendt give positive vækstbidrag.
- Vi kommer også til at nyde helårseffekter fra købet af Solidal, så alt det vil få både indtægter og overskud til at stige i Applications. Men hvis man ser på det samlede prognose for hele koncernen, så giver det rundt regnet en flad udvikling, siger Claes Westerlind.
Ifølge analytiker Janne Vincent Kjær fra Jyske Bank indikerer midtpunktet på forventningsintervallerne, at analytikerestimaterne skal justeres ned i omegnen af 3 pct.
- Men NKT er traditionelt konservative i sine udmeldinger, hvorfor vi ikke forventer at estimaterne skal det helt store. Guidance kan således give anledning til lidt lettelse, da enkelte i markedet har været ude og flage risikoen for, at konsensus for 2025 lå for højt, skriver Janne Vincent Kjær i en kommentar efter regnskabet.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›