Nokia får grønt lys af aktionærerne til salg af mobilforretning

Udgivet den 20-11-2013  |  kl. 07:04  |  

Nokias aktionærer har tirsdag godkendt salget af koncernens mobildivision og patenter til amerikanske Microsoft. Det skete på en generalforsamling, hvor mere end 99 pct. af de fremmødte stemmeberettigede aktionærer godkendte handelen, rapporterer Bloomberg News.

Den formelle godkendelse kommer, efter aktiemarkedet for længst har vist sin accept. Da handelen blev annonceret i starten af september steg Nokia-aktien med 34 pct. på selve dagen. Og også efterfølgende har aktien været genstand for mere end almindelig købsinteresse. Siden starten af september løber den samlede kursgevinst op i 96 pct. til 5,82 euro tirsdag aften.

Ikke desto mindre trak generalforsamlingen ifølge Bloomberg News ud i flere timer. Enkelte aktionærer gav udtryk for deres frustration, og ønskede, at ledelsen forklarede, hvordan Nokia, der for en håndfuld år siden var verdens største producent af mobiltelefoner, overhovedet var endt i en situation, hvor det var nødvendigt at sælge.

Også Nokias administrerende direktør Stephen Elops bonus på over 25 mio. dollar for at gennemføre handelen blev kritiseret. De fleste aktionærer støttede dog handelen, og bestyrelsesformand Risto Siilasmaa opfordrede aktionærerne til at se fremad.

Nokia vil fremover fokusere på sin netværksdivision, som i modsætning til mobildivisionen er et velfungerende og lønsomt forretningsområde.

Selskabet er på jagt efter en ny topchef, efter Stephen Elop som følger med over til Microsoft som leder af mobilforretningen. Elop arbejdede for Microsoft fra 2008 til 2010, og er en af favoritterne til at tage over efter Steve Ballmer som chef for Microsoft.

Nokias salg af mobilforretningen til Microsoft ventes endeligt gennemført i starten af 2014, når de sidste myndighedsgodkendelser er på plads.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder