Nordea: Byt svensk aktie for dansk aktie
Nordea anbefaler at bygge svenske Tele2 ud med danske Royal Unibrew.
- Tele2 (+4,0%) havde en rigtig god dag i går. Med til at holde hånden under aktien var en opjustering fra Credit Suisse til køb fra hold. Argumentet er, at teleselskabet tilbyder en af de højeste organiske vækstrater i sektoren, og så er den oven i købet billigt prissat. Vi er helt enige, og ser god langsigtet værdi i aktien, der også tilbyder høje udbytter. Kortsigtet kan det overvejes at tage lidt gevinst hjem. Aktien handler tæt på de højeste kursniveauer nogensinde, og har de seneste tre uger gjort det godt 15% bedre end det svenske marked og mere end 25% bedre end danske Royal Unibrew. Risikoen er lidt højere i den danske ølaktie, men bryggeriet tilbyder også højere udbytter og ser teknisk interessant ud. Aktien er siden august faldet med 30%, handler tæt på de seneste bundniveauer i kurs DKK 260 og er oversolgt. Kan du tåle lidt mere risiko, ser vi en god kortsigtet mulighed i at bytte Tele2 ud med fx Royal Unibrew, skriver Nordea.