Nordea får skattekrav fra svenske myndigheder

Udgivet den 10-11-2006  |  kl. 08:54  |  

De svenske skattemyndigheder har meddelt Nordea, at de skattepligtige indtægter i Nordeas fuldt ejede datterselskab Nordea Fastigheter AB øges med henholdsvis SEK 225 mio. og SEK 2.711 mio. for årene 2003 og 2004. Det samlede potentielle skattekrav, inklusive ekstrabetalingen, udgør EUR 108 mio. plus rente.

Skattemyndighedernes beslutning vedrører salget i 2003 og 2004 af Nordeas domicilejendomme i Sverige. Nordea realiserede en skattefri gevinst på over EUR 300 mio. som følge af disse salg.

Samtidig har skattemyndighederne besluttet at opkræve en ekstra betaling på 20 pct. af det beregnede skatteprovenu.

Nordea er af den opfattelse, at alle skattelove og -regler er overholdt i forbindelse med salgene, og at den tidligere meddelte gevinst er korrekt behandlet ud fra et skattemæssigt synspunkt.

Inden salget blev foretaget, blev den anvendte struktur ligeledes omhyggeligt analyseret af eksterne juridiske rådgivere og skatterådgivere, hvor alle juridiske og skattemæssige aspekter blev gennemgået.

Nordea vil derfor stærkt anfægte både det generelle skattekrav og ekstrabetalingen ved at bringe beslutningen for de svenske domstole.

- Den struktur, der blev anvendt, da ejendomsporteføljen blev solgt, blev valgt udelukkende ud fra et forretningsmæssigt perspektiv og altså ikke ud fra et skattemæssigt perspektiv. Alternative strukturer ville heller ikke have medført en skattepligtig indtægt, siger Arne Liljedahl, Group Chief Financial Officer i Nordea.

Udgivet af: NPinvestordk