Nordea: Forventer snart en positiv modreaktion
- Efter at have ligget med mindre stigninger det meste af aftenen tog salgspresset til sidst overhånd, og de amerikanske aktier tog endnu en tur ned i går. Det skete, efter at kreditvurderingsinstituttet Moody's satte Spaniens gæld på observationslisten for en mulig nedjustering. Spanien har i dag den bedst mulige kreditvurdering (Aaa) fra Moody's, der dog overvejer at sænke vurderingen med to niveauer. Meddelelsen bør ikke komme som den store overraskelse, da både kreditvurderingsinstitutterne S&P og Fitch tidligere har sænket vurderingerne af Spanien. Meddelelsen satte dog endnu engang fokus på udfordringerne i specielt Sydeuropa, og i et nervøst marked skal der ikke så meget til, skriver Nordea i en markedskommentar.
- Spanien har i dag planlagt et salg af statsobligationer for op til EUR 3,5 mia., og vi får således hurtigt testet, om nedjusteringen får betydning i praksis.
- Umiddelbart er der ikke de store lyspunkter på helt kort sigt, og nervøsiteten er fortsat fremherskende. Med den seneste tids pæne fald på markederne forventer vi dog snart at se en positiv modreaktion, skriver Nordea.