Nordea: Interessant periode for aktiemarkedet

Udgivet den 30-05-2011  |  kl. 09:45  |  

Nordea fastslår, at aktiemarkederne går en interessant periode i møde, idet den amerikanske centralbank stopper opkøbet af obligationer, hvilket har understøttet aktiemarkedet i år.

- Desuden kan fokus rettes mod, at den amerikanske centralbank, Fed, sidst i juni måned ophører med sine ekstraordinære opkøb af obligationer. For aktiemarkedet har effekten af disse opkøb været meget positiv. De amerikanske aktier er steget omkring 25% siden august. Til gengæld er dollaren svækket, hvilket bringer afkastet af amerikanske aktier målt i EUR ned på 14%, hvilket er lidt under stigningen i de europæiske aktier. Debatten vil nu vende sig imod, hvad der mon sker, når Fed holder op med sine ekstraordinære obligationsopkøb. Isoleret set vurderer vi, at det lægger lidt af en dæmper på aktierne. Regnskaberne tyder dog stadig på en god indtjeningsvækst hos selskaberne, samtidig med at aktier er prissat billigt i forhold til obligationer. Vi anbefaler at benytte aktiernes forventede pusterum de kommende uger til at købe op blandt nogle af kvalitetsaktierne, skriver Nordea.

 

Udgivet af: NPinvestordk