Nordea kunder får skattefradrag
Landsskatteretten har sagt god for, at kunder i Nordea får skattefradrag, når de sikrer sig et loft over renten på rentetilpasningslånene, meddelte Nordea mandag. Nordea tilbyder maxrente på rentetilpasningslån, mod at kunden betaler et rentetillæg.
Bankens kunder har siden 2000 kunnet sikre sig en maxrente på rentetilpasningslån, og de kunder, der indgik aftale om maxrente i 2000, kan nu se frem til et højere skattefradrag for 2001.
Nordea tilbyder kunderne at få et loft over renten på rentetilpasningslån i op til 10 år. Betalingen for at få denne sikkerhed sker gennem et tillæg i renten. Størrelsen af tillægget afhænger af, hvor meget man vil tillade renten at stige, og i hvor lang tid aftalen skal gælde.
Usikkerheden om skattefradrag er opstået, fordi ToldSkat ikke ville godkende, at rentetillægget giver skattefradrag. Det spørgsmål er nu blevet afgjort i Landsskatteretten, og ToldSkat har ikke anket afgørelsen inden for fristen.