Nordea med finansielle mål for 2022 i forbindelse med forretningsplan

Udgivet den 24-10-2019  |  kl. 06:45  |  
Arkiv: Foto

Nordea er i forbindelse med godkendelsen af en ny forretningsstrategi kommet med forventninger til 2022.

Det oplyser bankkoncernen torsdag morgen.

I den forbindelse har bestyrelsen godkendt flere engangsposter med en betydelig negativ effekt på koncernens resultat for tredje kvartal.

- Det ordinære resultat for tredje kvartal på minus 421 mio. euro indeholder engangsposter på 1,3 mia. euro. Disse består af en nedskrivning af immaterielle it-aktiver på 735 mio. euro, en hensættelse til omstruktureringer på 204 mio. euro, en yderligere nedskrivning på udlån på 282 mio. euro og en udgift på 75 mio. euro i forbindelse med salget af aktier i Luminor, skriver banken i en meddelelse til fondsbørsen.

I forbindelse med chefskiftet tidligere i år, hvor Casper von Koskull gik fra og Frank Vang-Jensen overtog posten, varslede den nye direktør en ny forretningsplan. Og den er der nu sat ord på.

Forretningsplanen omfatter nye finansielle mål, opdaterede forretningsplaner for hvert forretningsområde samt forsat konsolidering på en fælles it-platform, hvilket har medført en fuld test for værdiforringelse af Nordeas aktiverede it-systemer og en vurdering af fremtidige behov for omstruktureringer, oplyser banken.

- Som resultat af testen for værdiforringelse er der indregnet en nedskrivning af it-systemer på 735 mio. euro. Desuden forventes det, at den nye forretningsplan vil medføre en fortsat medarbejderreduktion med tilhørende fratrædelsesordninger, skriver banken.

- Dette udløser indregning af en hensættelse til omstruktureringer på 204 mio. euro i tredje kvartal 2019, fremgår det af meddelelsen.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder