Nordea spås faldende forrentning af egenkapitalen i de kommende år af Jyske Bank
Der var flere positive nyheder i Nordeas regnskab for tredje kvartal, der fik investorerne til at sende aktien op med 5,6 pct. torsdag.
Resultat efter skat var 5 pct. bedre end ventet, forventningerne for egenkapitalforrentningen i 2024 til blev løftet til over 16% pct fra før "mere end" 15 pct., og så skød storbanken gang i et nyt aktietilbagekøbsprogram på 250 mio. euro - eller knap 2 mia. kr.
- Den positive overraskelse på resultatet i tredje kvartal blev skabt af de volatile poster i form af handelsindtægter og nedskrivninger, mens Nordea med en egenkapitalforrentning i første halvår på 18 pct. næsten med sikkerhed ville kunne præstere mere end 16 pct. for 2024, skriver Jyske Bank-analytiker Anders Haulund Vollesen i en analyse af regnskabet.
Men samtidig forventer han, at egenkapitalforrentningen vil komme til at falde:
- Stigningen i omkostningsbasen i 2025 sammenholdt med vores forventning om faldende (nettorente)indtægter gør, at vi modellerer en egenkapitalforrentning i 2025 på 14,9 pct. (Nordeas mål er over 15 pct.). Vi ser egenkapitalforrentningen falde yderligere til 14,2 pct. i 2026, hvorefter vi forventer, at væksten i indtægterne igen overstiger omkostninger/kredittab, og dermed stabiliserer/øger egenkapitalforrentningen, skriver Anders Havlubnd Vollesen.
Han påpeger, at udsigten til stabil kapitaludlodning i form af løbende aktietilbagekøb i tillæg til den årlige dividende var ventet fra starten af 2025, men at fremrykningen til oktober 2024 "afvæbnede formentligt eventuelle kapitalbekymringer i markedet og var afgørende for den positive kursreaktion." Han ser dog ingen ændringer i det samlede udlodningspotentiale for Nordea i de kommende år, og derfor skærer han 250 mio. euro af estimatet for aktietilbagekøbsprogrammet næste år.
Jyske Bank gentager sin købsanbefaling for aktien og fastholder et kursmål på 95 kr.
.\\˙ MarketWire