Nordea: Svensk politi har fået papirer om mulig hvidvask
Det svenske bagmandspoliti har modtaget dokumenter om mulig hvidvask i Nordea.
Det oplyser Sveriges bagmandspoliti, Ekobrottsmyndigheten. Det skriver nyhedsbureauet TT.
- Vi kan bekræfte, at vi har modtaget dokumenter. Vi ser på dem sammen med anklagemyndigheden.
- Dokumenterne skal først og fremmest evalueres for at se, hvilken myndighed som skal kigge videre på det, siger pressemedarbejder Niklas Ahlgren til TT.
Det er ifølge Børsen hedgefonden Hermitage Capital Management, der har sendt dokumenterne.
Papirerne viser, at Nordea kan have overtrådt reglerne om hvidvask af penge.
Hedgefonden har fundet mistænkelige overførsler for 1,1 milliard kroner. De er gået via 365 konti i Nordeas afdelinger i Skandinavien.
Nordea er bekendt med anklagerne. Banken vil af princip ikke kommentere kundeforhold. Nordea har derfor ikke noget at sige til beskyldningerne.
Men banken forsikrer, at den samarbejder med myndighederne i alle de lande, hvor den er.
- Som led i vores daglige arbejde med at bekæmpe økonomisk kriminalitet overvåger vi løbende kundeaktiviteten, skriver Nordea i en mail til Ritzau.
- I de tilfælde, hvor vi anser transaktioner for mistænkelige, indberetter vi dem til myndighederne.
I 2015 fik Nordea en bøde på 36 millioner kroner. Bøden kom fra det svenske finanstilsyn. Det var for overtrædelser af reglerne om hvidvask.
Hermitage Capital Management har også spillet en rolle i sagen om hvidvask i Danske Banks estiske filial.
Fondens chef, William Browder, meldte Danske Bank til Bagmandspolitiet i Danmark.
Han har tidligere meldt 26 tidligere ansatte i Danske Banks afdeling i Estland til politiet.
/ritzau/
Tags: Shares❯