Norden/CEO: Skal udnytte og se de gode muligheder i svagt tankmarked

Udgivet den 07-11-2018  |  kl. 09:27  |  
Arkiv: Foto

Et presset tankmarked har kostet på bundlinjen for Norden i årets tredje kvartal, men et svagt marked byder også på gode muligheder, som skal gribes. Det fortæller administrerende direktør Jan Rindbo, efter at rederiet onsdag morgen har fremlagt regnskab for årets tredje kvartal.

- Vi skal udnytte, at markedet er lavt og se på, om der er gode muligheder i det - Vi har allerede købt et par tankskibe i løbet af sommeren. Vores hovedfokus har været at positionere os til fjerde kvartal, hvor vores tankflåde ligger rigtig fornuftigt, siger han til Ritzau Finans.

Jan Rindbo fortæller, at rederiet løbende kigger på nye skibe. Der er både blevet købt ind i år, ligesom at der er lavet aftaler om nybyggerier, som bliver leveret frem til 2020, hvor nye regler for brændstof på skibe træder i kraft.

- Det nye produkt, man skal bruge fremover, forventer vi er med til at skabe en øget efterspørgsel på produkttankskibe, men vi er nok inde i anden halvdel af 2020, før det for alvor slår igennem. Men det kan godt give et ekstra boost på markedet, når vi når dertil.

- Indtil da forventer vi en gradvis forbedring af markedet, fortæller den administrerende direktør.

SÆSON OG STRUKTURER PRESSER TANKFORRETNING

Tankforretningen kom ud af årets tredje kvartal med et underskud på 17,9 mio. dollar. Det er markant dårligere end samme kvartal sidste år, hvor underskuddet kun lød på 1 mio. dollar.

- Der har både været et sæsonmæssigt og strukturelt pres på raterne, som er opstået på grund af svag efterspørgsel og lavere import til Asien, Sydamerika og Mellemøsten. Det er nok den højere oliepris, som har slået igennem her og har bremset importen, siger Jan Rindbo.

Han ser dog tegn på bedring i markedet. Direktøren mener, at det "meget svage" marked er isoleret til tredje kvartal.

- Vi ser det meget svage tankmarked som en Q3-historie - vi ser allerede tegn på bedring, når vi ser generelt på markedet. Vi kan se, at raterne på de store tankskibe med råolie har udviklet sig meget positivt de seneste par uger, siger han til Ritzau Finans.

Den samlede omsætning var i kvartalet 621,9 mio. euro, hvilket er en stigning fra samme kvartal sidste år, hvor resultatet lød på 460 mio. dollar. Driftsindtjeningen (EBITDA) faldt til 2,6 mio. dollar fra 12 mio. dollar.

Norden-aktien stiger onsdag efter knap en halv times handel med 3,4 pct. til 97,40 kr.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  CEO❯  Report❯  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
9,67%
 
15:33:01

 
5,13%
 
15:33:01

 
4,04%
 
15:33:01

 
2,03%
 
15:33:01

 
0,39%
 
15:33:01

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder