Norden/Dir: Klar til amerikansk vokseværk

Udgivet den 28-10-2013  |  kl. 08:25  |  

Udvindingen af skiferolie i USA har sendt produktionen af olie markant op. Eksporten er fulgt med, og det har givet D/S Nordens folk i landet travlt. Under samarbejdet Norient Product Pool har Norden fordoblet sin aktivitet på få år.

Grundet et teknologisk gennembrud bliver skiferolie nu udvundet mange steder i USA. Det har øget den amerikanske produktion af olie fra 5 mio. tønder om dagen i 2008 til 6,5 mio. tønder i 2012 ifølge Nordens tal. Skiferolieudvinding er rentabelt ved en oliepris på 50 dollar og et projekt er normalt tilbagebetalt på et år. Det har selvsagt har skabt et boom i branchen.

- Skifergas har en stor indvirkning på markedet i USA og det giver flere laster ud af landet. Det er et nyt olieeventyr herovre, siger direktør for Norient Product Pool i USA, Jesper Rask, under et besøg arrangeret af Danmarks Rederiforening og fortsætter:

- Alt det ekstra olie, der kommer ned til raffinaderierne, skal ud af landet. Det er her, vi kommer ind i billedet.

Ifølge Jesper Rask er eksporten af raffinerede produkter fra 2010 til 2012 steget med 900.000 tønder om dagen. Det svarer til, at yderligere tre store produkttankskibe, MR-skibe, skal fyldes og afskibes hver dag.

- Det er klart, at det giver et noget bedre efterspørgselsbillede. Det er noget, vi virkeligt har kunnet mærke på aktiviteten, siger Jesper Rask.

De seneste års udvikling har da også været markant. Da Jesper Rask landede i USA var ruterne fra USA til Europa det tynde øl, der skulle fyldes op bedst muligt, så man kunne få sine skibe tilbage til Europa og de lukrative sejladser fra øst mod vest over Atlanten.

Det er vendt om nu.

- Fra 2011 til nu har vi fordoblet aktiviteten herovre. Det er mere eller mindre på grund af skiferolie, som har givet en markant forøgelse af volumenerne. For os betyder det, at vi har flere skibe i området og har mere fokus på det, siger Jesper Rask.

Norden og Norient Product Pool er dog ikke de eneste, der har opdaget det nye eventyr. Derfor er der fortsat mange om buddet, når afskiberne skal finde produkttankskibe til deres laster.

- Raterne er steget de seneste år, men der er stadig mange skibe i markedet. Raterne svinger op og ned. Det er altid et spørgsmål om, hvordan forholdet mellem udbud og efterspørgsel er lige i øjeblikket, siger Jesper Rask, der dog mener, at NPP er godt stillet i konkurrencen:

- Vi sidder i en god situation. Vi har en stærk kontakt til vores kunder, fordi vi har været i markedet længe. Samtidig har vi nogle gode og unge skibe.

Norden har en strategi om at eje 25 produkttankskibe selv. For nuværende har rederiet 18 skibe i flåden og yderligere seks i ordrebogen.

Jesper Rask understreger, at det er et stærkt konkurrenceparameter med en ung og selvejet flåde, da der er mange restriktioner og skarpe krav fra myndighederne i forhold til sikkerheden ved transporten.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk