Nordicom A/S - Forlængelse af kreditfaciliteter
København, 2014-07-01 13:21 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Hermed er der skabt basis for en videreførelse af koncernens strategi samt arbejdet med at reetablere og styrke Nordicoms kapitalgrundlag inden den 31. december 2014, hvor kreditfaciliteter hos bankkreditorer udløber med i alt 1.002 mio. kr. Som beskrevet i årsrapporten for 2013 og i delårsrapporten for 1. kvartal 2014 er en række betingelser gældende for, at koncernens planlagte aktiviteter for 2014 kan gennemføres, herunder skulle der bl.a. senest pr. 1. juli 2014 opnås forlængelse af løbetiden for lån på i alt 232 mio. kr. Lånene vedrører tre kreditinstitutter, der nu er indgået følgende aftaler med:
- Lån på 43 mio. kr., der er omfattet af bankaftalen, er på uændrede vilkår forlænget til og med den 31. december 2014. Lånet er dermed fortsat omfattet af bankaftalen.
- Lån på 159 mio. kr., der ikke er omfattet af bankaftalen, er forlænget til og med den 31. december 2014 som følge af en tidligere indgået aftale om automatisk forlængelse af løbetiden, såfremt to specifikke ejendomme er solgte pr. 30. juni 2014. Långiveren har godkendt den automatiske låneforlængelse, der er baseret på henholdsvis indgåelse af betingede salgsaftaler vedrørende den ene ejendom og refinansiering af lån på 24 mio. kr. vedrørende den anden ejendom. De øvrige lånevilkår er uændrede gældende. Refinansieringen af lån på 24 mio. kr. er sket med accept fra bankkreditorer, der er omfattet af bankaftalen.
- Lån på 30 mio. kr., der ikke er omfattet af bankaftalen, er forlænget til den 1. april 2015. Lånet kan dog opsiges af långiveren, såfremt en af Nordicom indgået betinget salgsaftale vedrørende en til långiver pantsat ejendom annulleres inden den 1. april 2015. Opsigelse af lånet kan dog tidligst finde sted pr. 31. december 2014. De øvrige lånevilkår er uændrede gældende.
Udover ovenstående løbetidsforlængelser er der for lån på i alt 242 mio. kr. på uændrede vilkår aftalt forlængelse af rente- og bidragssatser indtil den 31. december 2014. Der gælder herefter fortsat følgende betingelser for, at koncernen kan gennemføre sine planlagte aktiviteter for 2014:
- At genforhandling pr. 1. juli 2014 af vilkår i bankaftalen om øvrige rente- og bidragssatser sker på vilkår, som Nordicom vil være i stand til at kunne honorere. De finansielle kreditorer, der er omfattet af bankaftalen, kan kræve genforhandling af vilkår om rente- og bidragssatser samt ejendomssalgsaktiviteter, såfremt der pr. 30. juni 2014 ikke er udsigt til, at processen med rejsning af ny egenkapital vil føre til et tilfredsstillende resultat. Meddelelse herom skal i givet fald senest den 7. juli 2014 gives af Nordicoms konsultationsudvalg, der består af repræsentanter for koncernens finansielle kreditorer. De omfattede lån udgør 2.181 mio. kr., hvoraf 135 mio. kr. udgør gæld udenfor bankaftalen, som følger samme rentevilkår som i bankaftalen. Baseret på tilkendegivelser fra konsultationsudvalgets medlemmer forventer Nordicom imidlertid at kunne fastholde uændrede vilkår om rente- og bidragssatser samt angående ejendomssalgsaktiviteter indtil den 31. december 2014, hvor bankaftalen med mindre andet aftales udløber.
- At lån på 2.081 mio. kr., der i øvrigt er omfattet af bankaftalen, ikke ophører i 2014 som følge af uoverensstemmelse om ovenstående eventuelle vilkårsændringer eller misligholdelse.
Nordicom arbejder fortsat sammen med sin finansielle rådgiver på at reetablere og styrke koncernens kapitalgrundlag med henblik på, at koncernen igen kan indgå aftaler på sædvanlige markedsvilkår med koncernens finansielle kreditorer. Såfremt det i 2014 ikke måtte lykkes at opnå aftaler, som medfører tilførsel af ny egenkapital eller anden form for styrkelse af kapitalgrundlaget, vil Nordicoms fortsatte drift efter 2014 være betinget af, at der med virkning fra begyndelsen af 2015 indgås nye aftaler med koncernens finansielle kreditorer, således at der sikres et tilstrækkeligt likviditetsberedskab til at gennemføre koncernens planlagte aktiviteter. Nordicom har på nuværende tidspunkt ikke grundlag for at ændre den seneste resultatudmelding, der således fortsat udgør et EBVAT (resultat eksklusive værdireguleringer og skat) i niveauet 20-30 mio. kr. for fortsættende aktiviteter. Resultatudmeldingen baserer sig på en alt andet lige situation, herunder blandt andet uændrede rente- og bidragssatser i 2. halvår 2014 for koncernens låne- og kreditfaciliteter. I overensstemmelse med bankaftalen forventer Nordicom i øvrigt at kunne nedbringe koncernens gæld til bankkreditorer med 70-80 mio. kr. i juli 2014, hvilket hidrører fra likviditet tilvejebragt ved frasalg af ejendomme.
Med venlig hilsen | |
Allan Andersen | Ole Steensbro |
Bestyrelsesformand | Adm. direktør |
For yderligere oplysninger kontakt: Adm. direktør Ole Steensbro Direkte telefon: 40 80 80 32