Novo-analytiker om regnskab: Wegovy lyser op - supersællerter mod diabetes skuffer
Der er både plusser og minusser i Novo Nordisks regnskab for tredje kvartal. Det vurderer analytiker i Sydbank Løntoft Hansen, der peger på, at der inden regnskabet herskede bekymring om Novos salg af vægttabsmidlet Wegovy, blandt andet efter at konkurrenten Eli Lilly havde skuffet med sine konkurrerende midler i sidste uge.
Denne bekymring viser sig dog helt unødig.
Til gengæld halter Novos supersællerter til behandling af type 2-diabetes, Ozempic og Rybelsus efter forventningerne. Og salget af forgængeren Victoza bogføres som decideret negative 322 mio. kr. på grund af rabatjusteringer.
Også Novos samlede toplinje skuffer lidt. Men Wegovy, som i forvejen var i analytikernes sigtekorn inden regnskabet, også fordi recepttallene ikke har været helt oppe at ringe, solgte for 17,3 mia. kr. mod ventet 15,9 mia. kr.
- Så det er det positive. Og så overrasker insulinsalget positivt, og også salget af væksthormon er tilbage på vækstsporet.
- Det kompenserer så for en skuffelse inden for salget af GLP-1 (til diabetes, red), hvor alle tre produkter, Ozempic, Rybelsus og Victoza gør det svagere end ventet. Og den største negative overraskelse er Victoza, som har et negativt salg i kvartalet, hvilket afspejler de justeringer Novo foretager i forhold til rabatjusteringer, der er forbundet med det amerikanske marked, siger Søren Løntoft Hansen.
I alt solgte Ozempic for 29,8 mia. kr. mod ventet 30,6 mia. kr., og salget af Rybelsus haltede omkring 0,7 mia. kr. efter forventningerne og landede på lidt over 5,4 mia. kr.
Novos forventninger til 2024 indeholder til gengæld ingen større overraskelser.
Her indsnævres forventningerne i lokal valuta til en vækst i salget på 23-27 pct. mod tidligere ventet 22-28 pct., mens driftsresultatet ventes at stige med 21-27 pct. mod tidligere ventet 20-28 pct.
Og samlet set er det også svært at spå om retningen på Novo-aktien onsdag, vurderer Søren Løntoft Hansen.
- Det vil formentlig også være styret af præsidentvalget, og hvordan investorerne fokuserer på de enkelte elementer i regnskabet, der jo indeholder både plusser og minusser.
- Jeg vil ikke udelukke, at Novo kommer til at "underperforme" det generelle marked, men Wegovy kan være et islæt i regnskabet, der trækker op, lyder vurderingen.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›