Novo er ramt af usikkerhed vurderer Sydbank: Prisforhandlinger bør ikke overraske

Udgivet den 17-01-2025  |  kl. 15:52  |  
Arkiv: Foto

Usikkerheden om Novo Nordisk fortsætter tilsyneladende fredag, hvor aktien atter får store klø på børsen. Det sker dels efter nyt om Novos højdosisudgave af vægttabsmidlet Wegovy, dels en bekræftelse på, at Novos tre supersællerter alle er udpeget til den offentlige amerikanske sygesikrings årlige prisforhandlinger i USA.

Men nedturen - Novo-aktien falder over 4 pct. til 577,50 kr. - handler nok mere om usikkerhed end om fredagens nyheder, vurderer Sydbank-analytiker, Søren Løntoft Hansen.

- Det er nok et sammensurium af ting. Prisforhandlingerne er én ting. Men det bør ikke komme som nogen større overraskelse. For der har været talt om længe. Men nu er det ude, og så kan det skabe lidt usikkerhed, om end der har været spekuleret i det i flere år, siger Søren Løntoft Hansen.

Han peger på, at kursfaldet også kan være eftervirkninger af Novos skuffende vægttabsdata med lægemiddelkandidaten Cagrisema kort før jul.

Desuden kan toldtruslen fra USA spille ind.

- Der har måske sneget sig noget usikkerhed ind i forhold til, hvad der sker, når Trump sætter sig i præsidentsædet på mandag. Hvad sker der i forhold til europæiske og særligt danske virksomheder, og hvad med medicinalsektoren, mener Sydbank-analytikeren.

PÆNE VÆGTTABSDATA

Eftermiddagens fase 3-data for en højdosisudgave af Semaglutid anser Søren Løntoft Hansen til gengæld for "fornuftige".

I studiet har Novo testet den tredobbelte dosis af den nuværende højeste dosis på 2,4 milligram af vægttabsmidlet Wegovy.

Bruges den tredobbelte dosis på 7,2 milligram opnåede patienterne i et studie et vægttab på 20,7 pct. efter 72 uger mod 17,5 pct. med Semaglutid 2,4 milligram og 2,4 pct. for de patienter, der fik snydemedicin, eller placebo.

- Det er et forsøg på uden at gå på kompromis med bivirkningsprofilen at være i stand til at vise en højere effekt, og det lykkes og giver måske mulighed for at skræddersy Wegovy endnu mere til dem, der har brug for et større vægttab på 20 pct., mens andre kan have brug for et vægttab på måske 16 pct., siger Søren Løntoft Hansen.

Inden meddelelsen om prisforhandlingerne blev offentliggjort lå Novo-aktien i 589 kr., og selve meddelelsen så altså særskilt ud til at skubbe aktien de sidste omkring knap 2 pct.point ekstra ned i 579 kr. Holder niveau vil det være den laveste lukkekurs siden august 2023.

UKENDT PRISEFFEKT

Det har imidlertid længe været forudset, at Novo-midlerne ville blive trukket ud til den offentlige sygesikrings årlige prisforhandlinger, som får virkning fra 2027.

Sidste år forhandlede den offentlige sygesikring priser for Novos hurtigtvirkende insuliner, Novolog og Fiasp, med virkning fra 2026.

Og her blev rabatten sat til 76 pct. i forhold til listeprisen i 2023.

Til sammenligning betalte Novo Nordisk i 2023 i gennemsnit på tværs af sin portefølje og på tværs af kanaler i alt 74 pct. af listeprisen i rabat.

- Det var i mine øjne meget begrænset effekt, prisforhandlingerne sidste gang havde for insulinpriserne, siger Søren Løntoft Hansen.

Umiddelbart kan det dog være svært at se, hvor meget Medicares nyforhandlede priser fra 2026 rent faktisk afviger fra de gældende priser, som Novo modtager for medicinen i dag.

Det skyldes, at de private forsikringsselskaber, der administrerer Medicare-ordningerne, i dag forhandler priserne på egen hånd. Samtidig er nettopriserne, som medicinalselskaberne modtager for deres medicin, ikke offentlige.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

09:24 Rio Tinto og Glencore diskuterer angiveligt mulighed for at slå pjalterne sammen
09:16 Aktier/åbning: Ørsted stryger til tops - Mærsk-aktierne får baghjul
09:07 ISS sikrer sig to aftaler i 100 mio. kr.-klassen
08:58 Obligationer/åbning: Renten tager mindre dyk frem mod amerikansk industriproduktion
08:49 Netcompany sænkes til "hold" af Jyske Bank: Ser ikke 2025-prognose som en trigger
08:44 Pandora spås større potentiale hos Citi: Er blevet et meget mere robust og attraktivt aktiv
08:17 Netcompany sænkes til "hold" af Jyske Bank: Ser ikke 2025-prognose som en trigger
08:04 Vigtigt rateindeks for Mærsk fortsætter nedturen med endnu et dyk
07:43 Demant snupper markedsandele hos amerikanske veteraner fra Sonova
07:41 Aktier/tendens: Pandora i fokus efter analyseros i ventet forsigtig start
07:27 Ørsted får lavere kursmål hos RBC
07:01 Obligationer/tendens: Flad start på dagen i vente frem mod Trumps indsættelse
06:50 Ørsted får købanbefaling hos ABG
06:47 Råvarer: Olieprisen på vej mod fjerde uge i træk med fremgang
06:39 Asien: Asiatiske aktiebørser taber pusten
06:35 Blackrock ser end ikke solide regnskaber blive belønnet stort
06:34 Kinesisk detailsalg overrasker positivt og industriproduktionen viser gode takter
06:34 Kinas økonomiske vækst i 2024 var en af de ringeste i tre årtier
06:34 Pandora har fået løftet kursmålet hos to store amerikanske børshuse
06:34 Carlsbergs kursmålet sænkes til 900 kr. fra 950 kr. hos ABG - "køb" gentages