Novo søger tilladelse til Degludec i USA
Novo Nordisk har indsendt to registreringsansøgninger til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, med henblik på godkendelse af den ultralangtidsvirkende insulinanalog Degludec og kombinationsanalogen DegludecPlus. Denne nye generation af insuliner er udviklet til behandling af type 1- og type 2-diabetes. Det skriver selskabet i en meddelelse sent torsdag aften.
- Vi glæder os over, at vi nu også kan indsende registreringsansøgning for Degludec og DegludecPlus i USA, siger Novo Nordisks koncernforskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen i meddelelsen.
Og fortsætter:
- Dette er endnu en vigtig milepæl for Novo Nordisk og for de mange millioner diabetikere, der har behov for insulinbehandling, siger han.