Novos topchef om Wegovy-salg: Vi har fået større tro på at vi kan møde efterspørgslen

Udgivet den 07-08-2024  |  kl. 10:03  |  
Arkiv: Foto

Novo Nordisk har formået at skrue væsentligt op for produktionen af vægttabsmidlet Wegovy i første halvår og står nu i en situation, hvor ledelsen har fået større tro på, at selskabet på sigt vil kunne møde den høje efterspørgsel på det amerikanske marked.

Det er meldingen fra topchef Lars Fruergaard Jørgensen onsdag på en telekonference for pressen i forbindelse med regnskabet for andet kvartal.

Senest har en opdatering af mangellisten hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration (FDA), vist, at Novo igen har gjort to ekstra doser af fedmemidlet Wegovy tilgængelige på det vigtige amerikanske marked.

I forhold til startdosen på 0,25 milligram er der dog stadig begrænset tilgængelighed.

- I begyndelsen af 2024 begyndte vi gradvist at øge udbuddet af de laveste doser. Jeg er glad for at se, at det afspejles i recepttallet, og vi ser nu mere end det dobbelte antal recepter i markedet sammenlignet med begyndelsen af året.

- Dertil kommer, at selv om efterspørgslen stadig overstiger udbuddet, så har vi fået større tro på vores evne til at levere. Vi vil fortsætte med dynamisk at tilpasse udbuddet, men kun for startdosen på 0,25 milligram, siger Lars Fruergaard Jørgensen.

WEGOVY-SALG ER 1,9 MIA. KR. LAVERE END KONSENSUS

Trods forbedringerne, der har løftet recepttallet for Wegovy til over 200.000 på ugebasis i USA, haltede salget af Wegovy imidlertid efter analytikerforventningerne i andet kvartal.

Salget af vægttabsmidlet gik godt nok 53 pct. frem i andet kvartal til knap 11,7 mia. kr., men var næsten 1,9 mia. kr. lavere end analytikernes estimat ifølge konsensus indsamlet af Novo.

Her er en del af forklaringen rabatjusteringer, siger finansdirektør Karsten Munk Knudsen.

- Det vigtige at tage med sig er, at vi ser meget positive trends i recepttallet både for Ozempic og Wegovy i andet kvartal. Så den underliggende efterspørgsel er der stadig, og præcis som vi havde håbet og ventet. I forhold til Wegovy har vi haft en såkaldt præperiodisk justering af rabatter, som påvirker nettosalget af Wegovy negativt i andet kvartal, siger Karsten Munk Knudsen.

Netop rabatjusteringer er en øvelse, der fra tid til anden påvirker Novos salgstal.

Når Novo sælger medicin sker det med en forventning om, at der skal ydes rabatter til sygesikringerne i USA, men i det komplicerede system kan det være svært at få overblik over præcis, hvor stor rabatter, der skal ydes, før det står helt klart, via hvilke salgskanaler Novo har solgt sin medicin. Derfor sker der fra tid til anden rabatjusteringer. I forhold til justeringen i andet kvartal - sker det på baggrund af udviklingen sidste år.

- Så netto vil jeg sige, at det her er et kvartalsmæssigt "blip", og du ser os også opjustere vores forventninger til den samlede toplinje med 2 pct.point målt på midtpunktet af intervallet, siger Karsten Munk Knudsen.

OPSKALERING FORTSÆTTER

Prognosen fordrer i øvrigt ifølge ledelsen, at Novos skruer yderligere op for produktion i andet halvår, hvilket også er baggrunden for, at Novo har fået større tro på, at det vil kunne møde efterspørgslen.

Derimod ser Novo stadig ikke udfordringer i forhold til, at ærkerivalen Eli Lilly har sendt sit konkurrerende middel Zepbound på det amerikanske marked, hvor der er millioner af overvægtige, der stadig ikke er i behandling.

- Samlet set betjener vi kun få mio. amerikanere, der lever med overvægt. Så det er stadig "early days" i forhold til at mætte markedet. Vi kan sælge, hvad vi producerer, fastslår Lars Fruergaard Jørgensen, der også uddyber konkurrencesituationen yderligere:

- Jeg vil sige, at når man ser receptdata, så er de stærkt korrelerede til evnen til at levere. Vi har set, at når vi har øget leverancerne i USA, så afspejles det hurtigt i recepttallet. Så jeg ser ikke den konkurrencemæssige dynamik i en overskuelig fremtid få større indflydelse på, hvordan vi driver salget. Vi har en stærk konkurrenceposition, siger Lars Fruergaard Jørgensen.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

16:05 Det amerikanske boligsalg skrumpede uventet i september
16:05 Eurozonens forbrugertillid viser som ventet marginal bedring i oktober
15:56 USA/åbning: Vestas-rival trodser rød aktiestemning anført af McDonald's
15:01 ECB-topfolk er uenige om størrelsen på næste rentenedsættelse
14:58 USA/tendens: Udsigt til rød aktieåbning med McDonald's i negativt fokus
14:41 Lundbeck forsigtigt optimistisk omkring Rexulti-godkendelse i PTSD
14:07 NNIT får lavere anbefaling hos Carnegie efter nedjustering
13:44 Europa/aktier: Svensk trekløver topper i regnskabstungt europæisk marked
13:11 Lundbeck-topchef har fundet mange svar på fremtidens udfordringer over det seneste år
12:54 Vestas' store amerikanske rival leverer nyt milliardunderskud
11:57 Obligationer/middag: ECB-taler og forbrugertillidstal tager fokus på flad rentedag
11:43 Aktier/middag: Små udsving i regnskabspræget marked
11:31 DSV OVERBLIK Q3: Stærk udvikling i luft- og søfragt bag indtjening lidt over forventning
11:28 Spar Nord opjusterer forventningerne til overskuddet i 2024
11:08 Qualcomm-aktie dykker efter britisk partner dropper aftale
11:01 Thule topper i Europa efter analytikerros for flot regnskab
10:41 DSV's topchef ser ikke amerikansk præsidentvalg ændre på forretningsmodellen
10:12 Lundbeck opdaterer langsigtet prognose før kapitalmarkedsdag og annoncerer nedskrivning
09:47 Ringkjøbing Landbobank sendes op efter oppræcisering efter stærkt kvartal
09:33 Ringkjøbing LB's topchef: Private banking-kunder opvejer tilbageholdende privatkunder