Aktier/middag: Små udsving i regnskabspræget marked

Udgivet den 23-10-2024  |  kl. 11:43  |  
Maersk

Gode bankregnskaber smitter onsdag af på sektoren, hvor flere bankaktier går frem, mens fokus samtidig ligger på DSV, som onsdag morgen kom med regnskab, der i store træk var som ventet.

Helt i top af C25-indekset ligger Ørsted, der går frem uden selskabsnyt, mens rederiet Torm falder til bunds efter en række sænkede kursmål.

Det sker i et ellers meget afmålt C25-indeks onsdag, hvor udviklingen over den kommende periode særligt vil være præget af selskabernes regnskabssæson.

- Det er en dag uden de store udsving. Det er meget regnskaberne, der påvirker markederne og vil gøre det over det næste stykke tid. I dag er der ikke rigtig nogen selskaber, der afviger særlig meget fra, hvor vi handlede i går. Markedet er stort set uforandret i dag, hvis vi kigger overordnet på det, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

C25-indekset ligger ved middagstid oppe med 0,2 pct. i 1927,33.

Uden for C25 falder NNIT-aktien tungt efter sænkede prognoser for 2024.

BANKREGNSKABER VIDNER OM EN SEKTOR I GOD FORM

Gode bankregnskaber fra både Ringkjøbing Landbobank og svenske storbanker vidner om en sektor, hvor det går godt, og det giver onsdag fremgang til flere af de danske bankaktier.

Ringkjøbing Landbobank så fortsat vækst i tredje kvartal og oppræciserede onsdag morgen sine forventninger til helåret og venter nu et nettoresultat i toppen af intervallet på 2000-2350 mio. kr. Tidligere ventede banken et overskud efter skat i intervallet 2000-2350 mio. kr.

Ringkjøbing Landbobank stiger onsdag 4,6 pct. til 1121 kr.

Samtidig var der onsdag morgen også regnskaber fra de svenske storbanker Swedbank og Svenska Handelsbanken. Der er tale om et godt tredje kvartal for begge banker, der har kunnet præsentere regnskaber pænt over forventningerne i markedet.

- Det ser ud til, at sektoren fortsat har det rigtig fint set ud fra Ringkjøbing Landbobanks resultater. Så det kan godt tyde på, at det er derfor, at bankerne ligger så fint i dag, siger Mads Zink.

Danske Bank, der er regnskabsaktuel fredag i næste uge, stiger 0,9 pct. til 201,10 kr., mens Jyske Bank, der opjusterede for et par uger siden, stiger 0,6 pct. til 533 kr.

Samtidig falder Nordea, der har leveret tal i sidste uge, tilbage med 0,2 pct. til 81,42 kr.

DSV MED RESULTAT SOM VENTET

DSV er resultatmæssigt kommet gennem tredje kvartal som ventet, mens omsætningen er markant bedre, end analytikerne havde regnet med.

Transport- og logistikkoncernen opnåede i kvartalet en indtjening på 4420 mio. kr., når man ser på driftsoverskuddet før særlige poster (EBIT). Det flugter med selskabets egen forventning på cirka 4400 mio. kr., der blev annonceret i forbindelse med oppræciseringen af prognosen den 3. oktober. I forhold til samme kvartal året forinden er der tale om en lille fremgang fra 4396 mio. kr.

DSV's omsætning steg i kvartalet til 44.095 mio. kr. Her havde analytikerne ventet en omsætning på 39.637 mio. kr. mod 35.576 mio. kr. året forinden.

Forventningerne til hele året blev fastholdt på niveauet, der blev meddelt 3. oktober.

DSV ligger ved middag nede med små 0,1 pct. i 1512,50 kr.

TORM I BUND

Torm har får sænket kursmålet til 276,20 kr. fra 299,32 kr. af finanshuset Jefferies, der dog gentager anbefalingen "køb". Pareto har sænket anbefalingen af rederiet til "hold".

Aktien ligger i C25-bunden med et fald på 5,8 pct. til 192,30 kr.

MÆRSKS KURSMÅL OPJUSTERET MARKANT

Mærsk har fået sat sit kursmål op med 45 pct. til 17.310 kr. fra 11.948 kr. af finanshuset Arctic Securities. Mærsk opjusterede forventningerne til 2024 sent mandag, men blev ikke belønnet for det tirsdag.

Mærsks B-aktie falder onsdag med yderligere 0,9 pct. til 10.100 kr. efter et fald tirsdag på 1,1 pct.

CARLSBERG HAR FÅET KONKURRENTNYT

Carlsbergs hollandske konkurrent, bryggeriet Heineken, leverer onsdag morgen skuffende tal for den organiske vækst i volumen i årets tredje kvartal. Ikke mindst i Europa.

Den samlede organiske vækst i volumen er for tredje kvartal beregnet til 0,7 pct., mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med en vækst 2,02 pct. For Europa er væksten opgjort til 1,4 pct. mod analytikernes estimat på 3,6 pct.

Carlsberg falder 0,2 pct. til 789,60 kr.

NNIT NEDJUSTEREDE OG STYRTDYKKER

NNIT har sænket sin prognose for væksten og overskudsgraden i 2024 efter en skuffende udvikling med fald i omsætningen i både USA og Europa i tredje kvartal.

It-konsulenten regner nu med en organisk vækst i omsætningen på 6-7 pct., mens overskudsgraden før særlige poster også ses lande i 6-7 pct. Det skal sammenlignes med et tidligere bud fra NNIT på en vækst på omkring 10 pct. og en overskudsgrad på 8-9 pct

NNIT falder ved middagstid 13,4 pct. til 110,20 kr. Aktien var til og med tirsdag steget lige over 50 pct. i år.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

12:54 Vestas' store amerikanske rival leverer nyt milliardunderskud
11:57 Obligationer/middag: ECB-taler og forbrugertillidstal tager fokus på flad rentedag
11:43 Aktier/middag: Små udsving i regnskabspræget marked
11:31 DSV OVERBLIK Q3: Stærk udvikling i luft- og søfragt bag indtjening lidt over forventning
11:28 Spar Nord opjusterer forventningerne til overskuddet i 2024
11:08 Qualcomm-aktie dykker efter britisk partner dropper aftale
11:01 Thule topper i Europa efter analytikerros for flot regnskab
10:41 DSV's topchef ser ikke amerikansk præsidentvalg ændre på forretningsmodellen
10:12 Lundbeck opdaterer langsigtet prognose før kapitalmarkedsdag og annoncerer nedskrivning
09:47 Ringkjøbing Landbobank sendes op efter oppræcisering efter stærkt kvartal
09:33 Ringkjøbing LB's topchef: Private banking-kunder opvejer tilbageholdende privatkunder
09:28 Aktier/åbning: Højere åbning - NNIT straffet for nedjustering
09:21 Torm får sænket kursmål og anbefaling hos Pareto
09:09 Obligationer/åbning: Uændret åbning frem mod tillidstal og ECB-taler
09:01 Carlsberg-rivalen Heineken kommer med skuffende tal for væksten i ølvolumenerne
08:44 Aktier/tendens: Udsigt til let negativ åbning
08:40 Embla Medical får hævet kursmålet til 41 kr. fra 36,40 kr. hos Nordea
08:05 DSV's luft- og sødivision leverede lidt bedre end ventet indtjening
07:48 Råvarer: Olieprisen falder på grund af større amerikanske råolielagre
07:19 Svenske banker gør forventninger til skamme i tredje kvartal