Novos ærkerival leverer overraskende stærk udvikling for konkurrentprodukter

Udgivet den 08-08-2024  |  kl. 13:17  |  

Novo Nordisks ærkerival Eli Lilly har sat den danske kollega til vægs med en langt bedre end ventet udvikling for selskabets vigtigste produkter til behandling af fedme og diabetes.

Onsdag skuffede Novo med salget af sine rivaliserende produkter, der sendte aktien ned med 6,7 pct. I torsdagens formarked bliver amerikanske Eli Lilly-aktien sendt op med 8,2 pct. efter et fald på 2,7 pct. onsdag.

Herhjemme smitter regnskabet af på Novo Nordisk, der har øget fremgangen til 4,0 pct. til 861,50 kr. sammenlignet med et plus på 1,3 pct. umiddelbart før regnskabet ramte handlerbordene.

Salget af Eli Lillys fedmehåb Zepbound, der konkurrerer med Novos Wegovy, landede på 1243,2 mio. dollar svarende til 8489,6 mio. kr. Her ventede analytikere adspurgt af Bloomberg News kun 818,9 mio. dollar. Zepbound blev lanceret i USA i november 2023.

I andet kvartal steg salget af Mounjaro, der kæmper med Novos Ozempic, til 3,09 mia. dollar fra 979,7 mio. dollar, hvor analytikerne ventede 2,37 mia. dollar.

Den amerikanske del af Mounjaros omsætning er øget til 2,41 mia. dollar fra 915,7 mio. dollar, hvilket afspejler fortsat stærk efterspørgsel, forbedret kanaldynamik og højere realiserede rabatkortdynamik. De 2,41 mia. dollar svarer til 21,1 mia. kr.

- I anden halvdel af 2024 skulle disse rabatkortdynamikker have en minimal indvirkning på realiserede prissammenligninger med basisperioder, da den ikke-dækkede fordel på 25 dollar udløb den 30. juni 2023, skriver Eli Lilly i regnskabet.

Salget af Mounjaro og Zepbound i USA var positivt påvirket af lageropbygning, som selskabet anslår nåede de højere 10'er til midten af 20'erne som en procentdel af det amerikanske salg, fremgår det af regnskabet.

Onsdagens regnskab fra Novo Nordisk viste en skuffende udvikling i andet kvartal for fedmemidlet Wegovy, der kun nåede et salg på 11,7 mia. kr., hvor der var ventet et salg på 13,5 mia. kr. Det skuffende salg skyldtes delvist en ekstra rabatgivning i perioden.

Den danske medicinalkæmpe skuffede også med salget af det med afstand største produkt, Ozempic, der viste en vækst i lokalvaluta på 30 pct. til 28,9 mia. kr. mod ventet 29,8 mia. kr.

ELI LILLY MELDER OM ØGET KLARHED OM TIMING FOR PRODUKTIONSUDVIDELSE

Eli Lilly oplyser i sit regnskab, at medicinalgiganten har fået yderligere klarhed om timingen og tempoet for udvidelsen af produktionen samt en planlagt lancering af diabetes-midlet Mounjaro uden for USA.

Endvidere opnåede Lilly i andet kvartal en række produktionsrelaterede milepæle, hvilket har "øget troen, hvad angår produktionsforventningerne, til resten af året".

- Den stærke præstation for selskabets inkretinmedicin fortsatte, da produktionsforøgelser bidrog til en forbedret dynamik i handelskanalerne og lagerniveauerne i USA, og det gavnede i kvartalet.

- Selv om udbud og efterspørgsel er i bedre balance, ventes en stigning i efterspørgslen at kunne føre til periodisk udbudsmangel for udvalgte udgaver og doser, skriver Eli Lilly i regnskabet og oplyser, at Zepbound i de kommende uger vil blive lanceret i doserne 2,5 og 5 mg i enkeltbeholdere.

Den bedre end ventede udvikling for de to vigtige medikamenter er med til at drive en opjustering af helårsprognosen for Eli Lilly, der løfter omsætningsprognosen med 3 mia. dollar til 45,4-46,6 mia. dollar, hvor analytikerne kun ventede 42,98 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder

17:50 Europa/lukning: Svenske aktier i hopla i regnskabstungt europæisk marked
17:37 Onsdagens aktier: Rederier tyngede og banker trak op i lettere negativt C25-indeks - KORR
17:23 Onsdagens aktier: Rederier tyngede og banker trak op i lettere negativt C25-indeks
17:15 Onsdagens aktier: Rederier tyngede og banker trak op i lettere negativt C25-indeks
17:07 Onsdagens obligationer: Små rentehop med fokus på ECB-taler og forbrugertillid
16:24 Baltic Dry-indekset falder for syvende dag i træk
16:05 Det amerikanske boligsalg skrumpede uventet i september
16:05 Eurozonens forbrugertillid viser som ventet marginal bedring i oktober
15:56 USA/åbning: Vestas-rival trodser rød aktiestemning anført af McDonald's
15:01 ECB-topfolk er uenige om størrelsen på næste rentenedsættelse
14:58 USA/tendens: Udsigt til rød aktieåbning med McDonald's i negativt fokus
14:41 Lundbeck forsigtigt optimistisk omkring Rexulti-godkendelse i PTSD
14:07 NNIT får lavere anbefaling hos Carnegie efter nedjustering
13:44 Europa/aktier: Svensk trekløver topper i regnskabstungt europæisk marked
13:11 Lundbeck-topchef har fundet mange svar på fremtidens udfordringer over det seneste år
12:54 Vestas' store amerikanske rival leverer nyt milliardunderskud
11:57 Obligationer/middag: ECB-taler og forbrugertillidstal tager fokus på flad rentedag
11:43 Aktier/middag: Små udsving i regnskabspræget marked
11:31 DSV OVERBLIK Q3: Stærk udvikling i luft- og søfragt bag indtjening lidt over forventning
11:28 Spar Nord opjusterer forventningerne til overskuddet i 2024