Novozymes / Politikere vil justere USA's ethanolproduktionslov
Novozymes og den amerikanske ethanolproduktion er i disse dage i fokus, idet en politisk kamp om brugen og adgangen til majs netop udkæmpes, efter at den værste tørke i 56 år forventes at mindske majshøsten betydeligt i år.
En gruppe politikere kæmper derfor for, at det statslige krav til den amerikanske ethanolproduktion sænkes, hvilket alt andet lige vil være negativt for danske Novozymes, som er stor leverandør til de amerikanske ethanolproducenter.
I et brev afsendt tirsdag til de amerikanske miljømyndigheder (EPA) opfordrer 25 amerikanske senatorer, fra både Det Demokratiske parti og Det Republikanske parti, at EPA sænker sit krav om en minimumsproduktion på 13,2 mia. gallon ethanol i år og 13,8 mia. gallon i 2013, skriver Bloomberg News.
En amerikansk ethanolproduktion i 2012 på 13,2 mia. gallon vil være en tilbagegang på 3,9 pct. fra produktionen på 13,74 mia. gallon, viser beregninger foretaget af Aktiefokus og baseret på tal fra de amerikanske energimyndigheder.