Novozymes sender sig selv i rekord med stærkt regnskab

Udgivet den 24-04-2014  |  kl. 09:23  |  
Novozymes - Kilde: Novozymes.com

Aktierne i Novozymes bliver sendt pænt til vejrs torsdag morgen oven på et stærkt regnskab, der samtidig indeholdt en opjustering af forventningerne til hele året.

Det belønnes med en kursstigning på 4,8 pct. til 266 kr. efter 12 minutters handel. Dermed stryger aktien forbi sin seneste kursrekord fra slutningen af februar, der lød på 254 kr.

Klokken otte kunne Novozymes fremvise et overskud af primær drift (EBIT) på i første kvartal på 923 mio. kr. og et nettoresultat på 694 mio. kr. mod henholdsvis 709 mio. kr. og 514 mio. kr. i den tilsvarende periode af 2013. Det var bedre end markedets forventningen ifølge SME Direkt, der lå på et EBIT-resultat på 858 mio. kr. og et overskud efter skat på 649 mio. kr.

Novozymes omsætning steg i første kvartal af 2014 til 3033 mio. kr. fra 2845 mio. kr. i første kvartal året før, mens overskudsgraden steg til 30,4 pct. fra 24,9 pct. Til sammenligning var der ifølge SME Direkt ventet en omsætning på 3038 mio. kr. og en driftsmarginal på 28,2 pct.

- Det er som forventet et rigtig stærkt regnskab fra Novozymes, hvor toplinjen er næsten lige på, og indtjeningen ser rigtig stærk ud. Det er utvivlsomt et stærkt regnskab, men det var også i høj grad ventet i markedet, sagde Alm. Brand Markets Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans før markedets åbning.

Ud over de stærke tal løftede Novozymes sine forventninger til hele året. Selskabet ser nu en salgsvækst i danske kr. på 4-6 pct. og en vækst i såvel resultatet af primær drift som årets resultat på 8-10 pct. Novozymes ventede tidligere en salgsvækst i danske kroner på 4-7 pct. og en fremgang i både det primære driftsresultat (EBIT) og årets resultat på 6-9 pct.

Forventningerne til overskudsgraden er samtidig løftet til omkring 26 pct. fra tidligere 25-26 pct., og det forventede afkast af investeret kapital lyder nu på 21-22 pct. i 2014 mod tidligere omkring 21 pct.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder