Novozymes/CEO: Forhandlingerne med Bayer om BioAg er i fuld gang

Udgivet den 24-01-2019  |  kl. 12:25  |  
Foto: Novozymes

Et partnerskab mellem Novozymes og amerikanske Monsanto i BioAg er kastet på bordet, efter at den tyske kemigigant Bayer sidste år købte amerikanerne.

Men hvad der kommer til at ske med alliancen, er endnu for tidligt at sige.

Det siger Peder Holk Nielsen, der er koncernchef i Novozymes, til Ritzau Finans.

- Det er en usikkerhed om BioAg, som vi har med i vores overvejelser om, hvordan det kommer til at gå i år. Det var først i september, at Bayer kunne begynde at se på partnerskabet, vi har med Monsanto. Og de egentlige forhandlinger mellem os og dem begyndte hen over julen, siger Peder Holk Nielsen.

I BioAg udvikles miljøvenlige mikrobielle teknologier til landbruget. Alliancen mellem de to blev indgået i december 2013, hvor det blev meldt ud, at BioAg skulle forske i og udvikle metoder til øget effektivitet hos landmænd gennem "mikrobielle løsninger".

- Vi vil meget gerne fortsætte med partnerskabet - men som man siger på den anden side af andedammen: It ain't over 'till the fat lady sings. Så indtil der er sat en underskrift på en aftale, er det vanskeligt at sige, hvad der kommer til at ske, siger koncernchefen.

Peder Holk Nielsen venter, at der vil komme en afklaring "i løbet af de kommende måneder".

- Bliver der ikke en ny allianceaftale med Bayer, så vil vi se os om efter andre partnere, siger Novozymes' topchef.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder