Novozymes/Nordea: Hæver anbefalingen til køb fra sælg

Udgivet den 04-10-2018  |  kl. 12:06  |  
Arkiv: Foto

Nordea er vendt rundt på en tallerken, når det kommer til aktien i Novozymes, og storbanken har dermed løftet både anbefalingen og kursmålet.

Banken anbefaler nu "køb" mod tidligere "sælg", mens kursmålet er skruet op til 415 kr. fra 280 kr.

- Efter at Novozymes leverede en årlig organisk vækst på bare 2-4 pct. i perioden 2015-17, ser vi mulighed for, at den organiske vækst kan nå 6-7 pct. i 2020, da en fokuseret innovations- og forretningsplan igennem de seneste tre år har givet en stærk og bredt funderet vækstplatform, begrunder Nordea-analytiker Hans Gregersen i et notat.

Han peger på, at Novozymes allerede har sendt en række produkter på markedet, som potentielt kan levere høj vækst, og han anser derfor et organisk vækstmål på 6-7 pct. på mellemlangt sigt som troværdigt.

Novozymes-aktien ligger torsdag middag 2,5 pct. lavere end onsdag i 347,50 kr.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Research❯  Shares❯  Upgrade❯ 

Relaterede nyheder