Nr. 36 2016 Solar A/S erhverver den norske træningsvirksomhed Euro Business School AS

Udgivet den 11-08-2016  |  kl. 07:50  |  

Solar A/S har overtaget trænings- og konsulentvirksomheden Euro Business School, der havde en omsætning på ca. DKK 45 mio. i 2015. Vi fastholder forventningerne til 2016.

Erhvervelse af Euro Business School
Solar A/S har overtaget trænings- og konsulentvirksomheden Euro Business School AS (EBS) med hovedkontor i Oslo i Norge. Virksomheden har hidtil haft tre ledende medarbejdere som hovedejere. EBS driver primært forretning i Norge men har også kunder i andre dele af Nordeuropa.

Med opkøbet understreger Solar sit fokus på at styrke serviceforretningen. Vi får tilført ekspertkompetencer, professionelle uddannelsesværktøjer og øger samtidig vores kritiske masse. Dette vil fremme udviklingen af uddannelse som forretningsområde i Solar.

Den hidtidige ledelse vil fortsat have det fulde ansvar. Planen er at integrere Solars eksisterende uddannelsesaktiviteter (Solar Skolen) i Norge, Danmark, Sverige og Holland i EBS i løbet af efteråret 2016 med fuld virkning fra 1. januar 2017. Det samlede uddannelsesområde vil blive ført videre under navnet Scandinavian Technology Institute.

Vores portefølje af uddannelser, som i dag er centreret omkring tekniske kurser, bliver udvidet til i højere grad at omfatte kommerciel og IT-relateret uddannelse. Herudover kan vi i fremtiden tilbyde både eksisterende og nye kunder mere avancerede læringsmetoder og systemer.

Solar-koncernens CEO Anders Wilhjelm udtaler:
"Et væsentligt element i Solars strategi er at udvide vores serviceforretning og uddannelse er en vigtig del af vores serviceudbud. Vi forventer, at der med tilkøbet af EBS følger mange muligheder for at sælge flere uddannelsesforløb til både eksisterende og nye kunder. Vi har store vækstambitioner for vores træningsvirksomhed, og vi ser EBS - både holdet bag og forretningen i sig selv -  som et stærkt match. Vi samarbejder allerede i dag med vores kunder om at forbedre deres medarbejderes kompetencer og effektivitet, og med et dedikeret fokus forventer vi udbygning af dette."  

CEO og medstifter af EBS Per Kjetil Parr udtaler:
"Vi ser frem til at blive en del af Solar-koncernen og videreudvikle en meget professionel og international træningsvirksomhed med en bred vifte af kunder. Vi mener virkelig, at vi står stærkere sammen."

Baggrundsinformation om Euro Business School
EBS har hovedsæde i Oslo i Norge og beskæftiger 42 medarbejdere. EBS, der satser på skræddersyede udviklingsprogrammer og digitale læringsplatforme, har siden 1988 arbejdet med at udvikle virksomheder inden for salg, service, ledelse og forretningsprocesser. EBS er i dag Norges største og ledende trænings- og konsulentvirksomhed på sit felt og retter sig mod B2B, B2C og kundeservicefunktioner. Gennem målesystemer, kurser og processer samt e-læring og film skaber EBS gode resultater i samarbejde med kunderne. Se www.ebs.no for mere information.

Økonomiske konsekvenser af opkøbet

  • Overtagelsesprisen for 100% af aktierne i EBS på gældfri basis består af et beløb ved overtagelse på ca. DKK 43 mio. og et variabelt beløb (earn out) på forventet DKK 15 mio.
  • Earn out-beløbet afhænger af opnåelse af fastsatte økonomiske resultater senest i 2021 med efterfølgende betaling i 2022.
  • Opkøbet finansieres via Solars likviditetsreserver.

Forventninger til 2016

  • EBS havde i 2015 en omsætning på ca. DKK 45 mio. med en EBITDA på ca. DKK 8 mio. Virksomheden forventes at levere et stærkere resultat i 2016.
  • I betragtning af opkøbets begrænsede økonomiske effekt på Solars samlede forretning fastholder vi vores tidligere udmeldte forventninger til 2016.

 

Med venlig hilsen
Solar A/S

Anders Wilhjelm

 

Fakta om Solar
Solar-koncernen er en førende europæisk sourcing- og servicevirksomhed primært inden for el-, vvs- og ventilationsteknologi. Vores kerneforretning centrerer sig om sourcing af produkter, værdiskabende service og optimering af vores kunders forretning.

Som sourcing- og servicevirksomhed fokuserer vi på den enkelte kunde. Vi bestræber os altid på at forstå vores kunders unikke og reelle behov, så vi kan yde en vedkommende, personlig og værdiskabende service og dermed gøre vores kunder til vindere.

Solar-koncernen, der har hovedsæde i Danmark, havde i 2015 en omsætning på ca. 10,6 mia. kroner og beskæftiger omkring 3.000 medarbejdere. Solar er noteret på Nasdaq Copenhagen med kortnavn SOLAR B og har været børsnoteret siden 1953.

Flere oplysninger kan findes på: www.solar.eu.

 

Ansvarsfraskrivelse
Selskabsmeddelelsen er offentliggjort dags dato på engelsk og dansk via Nasdaq Copenhagen. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem den engelske og danske version er det den engelske version, der er gældende.

Vedhæftede filer:

fb201636 opkøb dk.pdf

Udgivet af: NPinvestordk